[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Adam Ambus Madslund [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I 1966 stoppede The Beatles med at turnere. De fortsatte med at indspille plader og havde endda nogle af deres største værker til gode, men det var slut med at tage ud og spille live. Et ret overraskende valg, fra et band der på daværende tidspunkt var et af verdens absolut største og havde spillet det meste af verden tyndt. The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years dokumenterer, som titlen antyder, årene på bandets næsten uafbrudte tourné. Igennem restaureret arkivmateriale og både nye og gamle interviews genskabes disse intense og skelsættende år af The Beatles’ karriere.
Selv i dag, 50 år senere, er det stadig fascinerende at se, præcis hvor stort massehysteriet var om John, Paul, George og Ringo. Filmen skildrer denne ”Beatlemania” godt, fordi der lægges vægt på andet end det faktum, at de så godt ud og lavede god musik. Skønt det også var en faktor for deres popularitet, så var deres dynamik indbyrdes i bandet mindst ligeså vigtig. De var altid flabede, dog uden at være ondskabsfulde, overfor journalisters til tider akavede spørgsmål. Nogle af disse sekvenser er også nogle af filmens mest underholdende, sammen med klip af fans der kommenterer på Georges flotte øjenvipper eller Ringos sexede næste.
Filmen er instrueret af Ron Howard, en af Hollywoods tunge drenge, og det kan mærkes. Den er velproduceret og medrivende, men også meget klassisk i sin stil. Den minder en hel del om så mange andre musikdokumentarer, med blandingen af interviews og arkivmateriale. Tråde kan nemt trækkes til Martin Scorseses dokumentar om George Harrison, Living in the Material World (2011), der berører nogle af de samme emner. Og selvom det fungerer, bliver det desværre aldrig spektakulært. En af grundende til dette er, at det føles som om der mangler noget mere konflikt i historien. Der ledes op til bandets valg om ikke længere at tage på tourné, men indholdet er generelt muntert, og en del af historierne, der fortælles, er på grænsen til det anekdotiske. Øjeblikke der emmer af politisk turbulens og uro, såsom da bandet nægtede at spille for et segregeret publikum, berøres desværre kun overfladisk.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
THE BEATLES – Eight Days A Week: The Touring Years[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ron Howard[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA & England[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Ud over de direkte involverede interviewes en overraskende stor række kendte musikere, skuespillere og komikere om deres forhold til bandet. Nogle af dem er interessante og understreger filmens pointer, men flere falder desværre igennem. Et interview med den amerikanske skuespillerinde Sigourney Weaver giver ikke så meget andet indhold end at understrege at hun er fan af drengene fra Liverpool. Her ville det klart have været at foretrække at høre mere fra de nye interviews med Paul McCartney og Ringo Starr.
Hvad, der er filmens egentlige trækplaster, er de mange nyrestaurerede liveoptagelser med bandet, der fylder en stor del af filmen. Der er blevet kælet for både billede og lyd, og om man kan lide musikken eller ej, kan bandets energi og spilleglæde ikke fornægtes. Deres karisma smitter, og deres overskud, når de spiller live, gør det svært at tro på, når bandmedlemmerne udtaler, at de knapt kunne høre hinanden for bare skrigende fans. Hvor stadionkoncerter er noget, der ofte ses med gigantiske lys- og sceneshow, er det enormt charmerende at se datidens største band spille for 50,000 mennesker på et lille podie midt på en baseball-bane.
På trods af en række problemer, er filmen værd at se, både for store fans og for dem, der aldrig rigtig har forstået alt posturet. Der leveres et levende billede af starten på den moderne idoldyrkelse og fankultur, selvom at hysteriet om de fire karismatiske unge drenge fra Liverpool aldrig rigtig har set dets lige siden.
(Efter filmens ordinære spilletid på ca. 1t og 45m vises en halv time lang koncertoptagelse fra 1966, der kun vises i biografen.) [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer