Baywatch: 120 Minutter i Sodoma

Af Frederik Rune Kristensen

Lad os starte med det gode. Baywatch starter med en åbningssekvens, hvor Mitch Buchannon (nu ikke længere David Hasselhoff men derimod Hollywood-superstjernen Dwayne ”The Rock” Johnson) på spektakulær vis og i slow-motion redder en tilskadekommet kite-surfer. Med blodet strømmende fra ansigtet bliver den uheldige vovehals båret af den nærmeste golemske kæmpe. Samtidig dukker et gigantisk titelskilt med skriften BAYWATCH op af bølgerne bag ham, mens der langsomt pannes ind på ham, og (I shit you not) delfiner springer op og danser bag ham.

 

Ca. 37 sekunders komplet vanvid og overdrev på den helt rigtige måde. Det efterfølges så af 118 minutter, hvor man konstant beundres over, hvordan manuskriptforfatterne, instruktøren og skuespillerne kan ryge i hver eneste tænkelige faldgrube og dovne kliche tænkeligt. Bagefter sidder man og betvivler, om man nogensinde kommer til at nyde at se 24 billeder i sekundet projekteret op på et lærred igen.

 

Hele ideen bag filmen er nærmest tyvstjålet fra 21 Jump Street. En gammel kult-serie filmatiseres med nye stjerner i hovedrollen, og en række cameos fra de gamle tv-helte. Men forskellen er her, at alle jokesne rammer ved siden af, cameos’ne bringer trækken på skuldrene og imponerer i deres mangel på kreativitet, og karaktererne er enten så dybt usympatiske eller flade, at man ikke ønsker dem andet end død og ødelæggelse.

 

ANMELDELSE AF:
Baywatch

ORDET SYNES:1-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Seth Gordon

LAND:
USA

Plottet er nærmest også en kopi af Jump Street. Livreddermandskabet får en række nye medlemmer. Heriblandt den tidligere olympiske svømmer Matt Brody (Zac Efron), der selvfølgelig  både er arrogant og overlegen overfor de andre livreddere. Sammen må Matt, Mitch og resten af livredderteamet dog lære at samarbejde for at optrevle en hemmelig konspiration, der blandt andet omdeler narkotika på stranden. Lyder det bekendt?

 

De to hovedpersoner er dybt usympatiske. Mitch er hovmodig, selvfed og prætentiøs, men stikkes af Matt, der har alle de samme laster samtidig med, at han må erklæres mildt retarderet. Jeg forstår godt det velfungerende i at give karakterne udvikling fra deres problemer, men publikum har brug for mindst en hovedperson, man ikke irriteres af. Jeg sad efter en halv time og ønskede, at hajen fra Dødens Gab ville dukke op, og gøre en ende på hele livredderholdet, men så nådigt skulle jeg ikke slippe. Jeg skulle i stedet udsættes for en brandactionscene, hvor hvad der må være en kandidat til de dårligste computereffekter nogensinde på det hvide lærred, dukker op. Flammerne ligner noget, der er tegnet i paint, kørt igennem en 3-D printer og skannet ind på en Nintendo 64’ers grafikkort. Det er amatøragtigt, og det gennemsyrer hele filmen. Ikke siden Grimsby har jeg oplevet så mange jokes falde til jorden. En af birolleskuespillerne får sin pik i klemme i en sommerstol og Zac Efron skal løfte testikler på en afdød mand, men det eneste det frembringer er et lidt anstrengt smil.

 

For Baywatch er måske det tætteste, vi kommer på et filmisk svar på skærsilden. Vi har alle syndet med at købe billetter til hjernedøde blockbuster-franchises fra 1980’erne, og nu får vi vores straf igennem 119 minutters lidelse. Som glasur på toppen af kransekagen viser filmen under rulleteksterne bloopers, hvor det lader til, at holdet bag filmen har moret sig kosteligt med at lave dette produkt af ren og skær kapitalisme. Jeg kan fra bunden af mit hjerte konkludere, at glæden ikke smitter ud gennem biograflærredet.

 

Kommentarer