[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oliver Marc Noppenaug[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Vi starter umiddelbart, hvor Man of Steel (2013) sluttede. Superman kan åbenbart ikke stoppe en skurk uden at kaste ham igennem et par bygninger. Den slags har selvfølgelig konsekvenser. Det synes politikkerne, det synes Lex Luthor, og det synes Batman også. Uden nogen egentlig grund lykkedes det Lex Luthor at spille de to superhelte ud mod hinanden, og så er det endelig tid til at få svaret på spørgsmålet, der har hjemsøgt alle skolegårde: Hvem ville vinde i en slåskamp mellem Batman og Superman?
Zack Snyder er manden bag, og han har pakket en noget blandet pose bolsjer til os. Allerede fra starten kommer vi ind i en dårlig rytme. Sekvenser starter godt, men kikser til slut. Dette ser vi især i vores første møde med Batman: Et par betjente finder nogle asiatiske kvinder bag tremmer i et skummelt hus. De snakker febrilsk om en djævel, der reddede dem. Vores nysgerrighed er vakt. Vi hører den formodede gerningsmand skrige, og politimændene iler mod lyden. Desværre er det ikke en rå og badass Dark Knight, der møder vores syn, men derimod en kvabset Ben Affleck, der hænger i et hjørne og stirrer. Og det er desværre en formel, der følger filmen. Når det er tæt på at blive godt, ender det desværre oftest med at blive skidt.
Det skyldes mest manuskriptet. Ud over de utallige underlige drømmescener bliver filmen trukket ned af nogle helt håbløse replikker. Catch-phrases og ikoniske replikker er et uundværligt element i superheltegenren. Tidligere har genren givet os klassikkere som ”You wont’ like me when I’m angry” og ”I am vengeance, I am the night, I am Batman!”, i BvS får vi kiksede one-liners som ”I will take you, but I won’t break you”. Det er synd, at et ellers så stjernespækket cast skal arbejde med så tyndt materiale.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Batman v Superman: Dawn of Justice[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Zack Snyder[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er ellers et stærk cast. Jeg har alle dage ment, at Superman er et levn fra en anden tid. En tid hvor det ikke gjorde noget, at helten var overpowered. Superman er så overdreven, at det bliver kedeligt. Det er vel også derfor, at det ikke rigtig har kunnet fungere med ham på film. Når det så er sagt, så er Henry Cavill bundsolid som Superman, og vel nok noget nær den perfekte mand til rollen. Det er desværre en lidt anden historie med Ben Affleck og Jesse Eisenberg som henholdsvis Batman og Lex Luthor.
Da nyheden om, at Affleck skulle spille Batman kom frem, kunne der høres et kollektivt suk blandt Batman-fans. Ingen ved rigtig hvorfor, men fra starten var han allerede dømt til at tabe. Desuden havde Christian Bale, med Nolan-trilogien, sat barren for flagermusemænd uhyggeligt højt. ’Batfleck’ startede altså med dårlige forudsætninger, men jeg må indrømme, at jeg blev overrasket. Bevares, jeg synes ikke, at Affleck er nogen god Batman. Jeg synes faktisk, at han er en af de værste der har været, men det blev klart for mig, at det ikke var på grund af skuespilleren, men snarere manuskriptet. Bruce Wayne er ikke længere filantropisk playboy, men er reduceret til en halvsnøvlende charlatan. Batman er ikke længere verdens bedste detektiv, der overmander fjenderne med strategi og taktisk snilde. Han er blevet reduceret til intet andet end knytnæver og gadgets. Forhånelsen af barndomshelten stopper dog ikke her. Allerede i de første sekvenser hører vi, at Batman har været skyld i to kriminelles død. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor ’dark’ og ’gritty’ folk vil have at superheltefilm skal være. Batman dræber ikke. Det er måske det mest essentielle karaktertræk hos Batman, og alligevel fucker de det op. Det er ganske uacceptabelt.
Det absolut værste er dog Jesse Eisenberg som Lex Luthor. Zack Snyder tog en chance med at ændre karakteren så markant fra det originale materiale, og man bare må sige, at han falder til jorden med et brag. Ikke en eneste replik fra Eisenberg er tilnærmelsesvis til at holde ud at høre på. Det er forceret, kikset og så langt fra den rigtige Lex Luthor som overhovedet muligt. Synd for Eisenberg som nok kommer til at figurere på diverse lister over de dårligste superskurke. Et fejlcast af dimensioner.
Selvom jeg lyder som en sur fanboy, så er det ikke alt der er skidt. Billedsiden er rigtig fed, og selvom der bliver brugt rigelige mængder CGI, så bliver effekterne aldrig nederen at se på. Lydsiden er også rigtig god, og især fænomenal, når Wonder Woman gør sin entre. Hun er udstyret med en kendingsmelodi, der leder tankerne hen på Pulp Fiction og Tarantino, og det fungerer vanvittigt godt. Der er selvfølgelig også noget godt gammeldags charme over det hele, når der skal smøres håndmadder, om end man godt kunne have ønsket nogle af kampscenerne lidt længere. Det er også tydeligt at se, at BvS er et set-up for fremtidige Justice League film, og i den forstand er det en succes. Jeg blev i hvert fald hyped omkring de film.
Batman v Superman er spækket med gode og dårlige ting. Problemet er bare, at de dårlige ting er rigtig dårlige, og de gode ting er bare ikke gode nok til at opveje dem. Jeg giver den 2 stjerner. Jeg anerkender, at det nok ikke har været Snyders intention at pisse så meget på materialet, men det er ganske enkelt ikke godt nok.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer