BANG BANG, My baby shot me down

Af Cecilie Grivne Høier

“I’m gonna make him an offer he can’t refuse, drævede Marlon Brando som mafiabossen Don Corleone, og skrev derved Godfather ind i tusindvis af publikumshjerter verden over.

Mens Godfather (1972) utvivlsomt er en af de mest kendte og elskede film i gangstergenren, var den langt fra den første. Fascinationen startede allerede i filmens barndom, hvor det menes, at den første gangster-film nogensinde lavet er The Black Hand fra 1906. Men formen, som vi kender og elsker, tog først rigtig fart i 1930erne, der gav os klassikere som The Public Enemy (1931) og Scarface (1932), som introducerede os for de velklædte, olierede slemme mænd med en forkærlighed for skydevåben.

John Cagney fik i rollen som Tom i The Public Enemy ikon-status, specielt for den såkaldte grapefrugt-scene, hvor han smasker en grapefrugt i ansigtet på sin film-kone Mae Clarke. Der gik en chokbølge gennem publikum: tænk, at sådan en ung flot mand kunne være så brutal!
Cagney og Clarke var forberedt på at prøve alt i The Public Enemy – inklusive grapefrugtvold

Scarface gik selvfølgelig videre til at få en remake i 1983, som i dag er kendt som en kultklassiker. Dengang var der dog også stor bekymring over de nye voldelige films popularitet – glorificerede de nu gangster-livet? Men filmene var simpelthen ikke til at stoppe.

En anden berømt og berygtet skuespiller, der fik sit gennembrud som filmgangster, var den kæderygende mand med det mørke blik – Humphrey Bogart. Legenden, som i dag bedst huskes for Casablanca (1942), fik sit gennembrud som den hensynsløse Duke. Men det var bestemt ikke en rolle, Bogart bare sådan lige tog på sig. Han brugte timevis på at studere optagelser af John Dillinger, der i ’33 blev udnævnt til FBIs public enemy #1. Bogart kom straks i Hollywoods søgelys.

La fièvre du gangster

Gangster-feberen spredte sig til hele verden. Især Frankrig og Japan blev bidt af dillen og producerede nogle af de bedste værker i genren de følgende år.

De franske instruktører var vilde med les Américains. I 1970 udkom Le Cercle Rouge af Jean-Pierre Melville, epitomet af tendensen i den amerikanskinspirerede filmscene, en genre kogt ned til den absolutte velsmag. Melvilles univers er et gennemført maskulint et af slagsen, hvor gestik betyder mere end replik. Alt er gennemvædet i symbolik, og karaktererne eksisterer i kraft i deres fedora og trench coat. De er blot skakbrikker i en større magtkamp, eksistentielt fremvist som kun den franske nybølge kan gøre det.

En anden definerende fransk film blev Godards Breathless (1960), hvor hovedpersonen netop er en ung kriminel inspireret af Humphrey Bogart. Breathless trak international opmærksomhed med dens banebrydende brug af jump cuts, hvor en enkel dialog kunne have fem-ti-femten klip! På trods af, at de primært negative anmeldelser, anses filmen for at være essentiel for den franske nybølge, og fik en varm velkomst netop i USA.

På den anden side af verden udfoldede en lignende fascination sig i Japan. Det var især instruktøren Yasujiro Ozu, der bragte gangster-formatet til landet. Der havde aldrig været spiritusforbud i Japan, og der havde aldrig været en italiensk mafia heller. I stedet gav Ozu filmene sit eget twist med den japanske yakuza-mafia og sværd frem for pistoler.

Traditionen blev videreført af Kinji Fukasaku i Battles Without Honour and Humanity fra 1973. Serien blev kendt som intet mindre end ’den japanske godfather’. Bemærkelsesværdigt nok blev den filmet som en slags preudo-dokumentar med håndholdt kamera for bedre at kunne skildre en verden, hvor det er alles kamp mod alle.

Virkelighedens baddies

En trend, vi nok aldrig bliver trætte af, er interessen for den virkelige historie bag legenderne. Hvad enten det er John Dillinger eller Bonnie og Clyde, strømmer publikum til.

GoodFellas udkom i 1990 og var baseret på bogen Wiseguy om Henry Hills rejse frem i 70ernes kriminelle og glamourøse miljø. Den energiske og stilede fortælling, Scorsese viste frem, blev et hit med det samme. Det var den højtpakkede spænding parret med Scorseses skarpe klipning og instruktion, for slet ikke at nævne et intenst persongalleri.

Ligeledes gav The Untouchables (1987) et hæsblæsende indblik i den virkelige jagt på Al Capone – sandsynligvis den gangsterboss, der er blevet lavet flest film om nogensinde. Som bekendt blev filmen nomineret til fire Academy Awards og vandt også én.

Årtusindeskiftet så kun en vækst i genren, og nu så man gerne højt profilerede skuespillere i rollen som de værste kriminelle, man kunne forestille sig. Dillinger fik et comeback i Public Enemies (2009) nu med Johnny Depp i hovedrollen, og 2007 bød på drama i Harlem med Russell Crowe og Denzel Washington i American Gangster, en filmatisering af den heroinsmugleren Frank Lucas’ liv. Også i Frankrig kan de ikke lade gangsterne ligge; Vincent Cassel spillede den franske gangster Jacques Mesrines, der stod bag flere røverier og kidnapninger, i den todelte filmserie om hans liv Mesrine (2008).

Det nyeste skud på stammen bliver Legend (2015) med Tom Hardy i hovedrollen som gangster-tvillingerne Ronnie og Reggie Kray, der havde deres storhedstid i 1960ernes London. Og det var ikke en tastefejl; Tom Hardy spiller skam dem begge to. Filmen har dansk premiere den 12. november.

Der kunne sikkert skrives en lang socialantropologisk undersøgelse om, hvorfor vi elsker gangster-film. Er der vores higen efter fare? Misundelse? Eller elsker vi bare at blive blæst bagover af en voldsom og fremmed slags verden?

Der er mange bud. Men en ting er sikkert: vi elsker vores gangstere bedst, når de er virkelig, virkelig slemme.

Kommentarer