Af Lasse Borch Frisendal
I optakten til 2023’s Game Awards ceremoni var der stor diskussion i forhold til aftenens hovedpris Game of The Year, der havde et usædvanligt stærkt felt med titler som Alan Wake 2 (2023), The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom (2023) og Super Mario Bros. Wonder (2023). Alligevel endte diskursenerne stort set altid med samme konklusion: Baldur’s Gate 3. Det var også det spil, der endte med at vinde kategorien og det var der i den grad god grund til.
Spillets ambition og størrelse var uset i hele spilindustrien, og Larian Studios formod endda på en uforståelig måde, at lykkedes med at udføre deres beundringsværdige vision, og dermed bringe en episk fantasiverden til live, der også indeholder veludtænkte combat-systemer, narrativer og nogle af de mest velskrevne NPC-karakterer, videospilsmediet nogensinde har set. Og med udviklernes opdateringsindsatser efter spillets udkomst, der blandt andet tilføjede store nye scener og karakter-interaktioner, står Baldur’s Gate 3 kun stærkere i dag end den gjorde ved sin allerede monumentale udgivelse.
(Foto: Larian Studios)
Den perfekte fantasiverden
Spillets førnævnte ambition stammer fra et forsøg på at adaptere tabletop fantasy-rollespillet Dungeons and Dragons, også kendt som D&D. Det ikoniske rollespil er en form for samarbejdende historiefortælling med brætspilelementer, hvor mangesidede terninger bruges til at determinere udfaldene af spillernes utallige valg. Spillerne har frihed til at gøre lige hvad end deres fantasi og improvisationsevner fører dem til, hvis spilmesteren tillader det. Dette skaber nærmest uendelige scenarier, scener og historier.
Larian formår at oversætte både D&D’s nyeste regelsæt og historier fra spillets kanon på en måde, der skaber en massiv åben fantasy-sandkasse, som har nok valgmuligheder til at skabe den samme D&D-oplevelse, hvor alt føles muligt. Det kan dog derfor være en anelse overvældende at starte spillet, men præsentationen af fantasiverdenen Faerûn og opdagelsen af dens indbyggede spillerfrihed sørger alligevel hurtigt for at spillet bliver opslugende frem for intimiderende.
Baldur’s Gate 3 er et såkaldt CRPG (Computer roleplaying game), hvor man spiller som sin egen selvskabte karakter, der er blevet kidnappet og smittet af en gruppe tentaklede monstre kendt som mind flayers. Man tager derfra på et eventyr for at kurere sin infektion og samtidigt redde verden ved at udrydde disse monstre, der har udviklet en dyster plan med dødens tre guder.
Præmissen her lyder måske en anelse uopfindsom for et fantasy-spil, men styrken ligger i den grad i, hvordan du som spiller vil udfolde historien fra den præmis. Friheden, til at spille sin egen rolle i både dialog og kamp, lader spilleren placere hovedkarakteren hvor som helst på spektret mellem god, ond eller bare fuldstændig kaotisk. Verden reagerer lige helstøbt på alle beslutninger, du tager uanset hvad. Hvis du kommer til at dræbe en vigtig karakter, er det sgu bare ærgerligt, for spillet ruller imponerende historien videre helt organisk. Man styrer selv spillets gang og det er tydeligt at ens handlinger og beslutninger kommer med reel betydning og konsekvenser, hvilket både skaber en fantastisk indlevelse i spillet og samtidig gør enhver spillers kampagne helt unik.
(Foto: Larian Studios)
”I cast fireball”
Den samme frihed til at navigere den velskabte verden og dets narrativ kan i den grad også findes i spillets tilgang til dens D&D-inspirerede turbaserede kampsystem. I størstedelen af alle opgører der næsten utænkelige måder at tilgå en slåskamp. For eksempel kan spilleren vælge at springe i flæsket på fjenden, økse først, og kæmpe til sidste blodsdråbe, i en demonstration af fysisk overlegendehed. I stedet kan man også gå mere snedigt til værks, og bruge sine omgivelser og evner til at lokke fjender i fælder, som når muligheden opstår for at få sin magisk tilkaldte missekat til at lokke den samme gruppe fjender mod en sprængfarlig tønde, inden man smider en ildkulde på den nu eksploderende tønde. I de fleste situationer er det kun ens egen kreativitet, der holder én tilbage.
Det hjælper hertil, at størstedelen af kampene i Baldur’s Gate 3 føles utroligt gennemtænkte. Der er næsten altid lige akkurat nok elementer og karakterer i én situation til at skabe muligheder for improvisation og kreativ tænkning, men uden at mængden af muligheder bliver overvældende. Dog er der enkelte undtagelser, hvor visse arenaer fyldes med så mange fjender af narrative årsager, at spillets turbaserede tilgang til kamp tager tempoet ud af konfrontationen.
Heldigvis tvinger spillet sjældent spilleren til at starte en kamp, for man kan ofte enten snige eller tale sig ud af problemer. Spillet belønner i det hele taget kreativitet når det kommer til at manøvre sig udenom risikoen for en slåskamp. Et glimrende eksempel kan opleves i en mindeværdig sekvens, hvor spilleren kan undgå en kamp til døden med en firbenet kæmpe, ved i stedet at indgå i en drukkonkurrence, og måske endda drikke kæmpen så slemt under bordet, at det bliver med døden til følge. Der er utroligt mange situationer af den slags hyperspecifikke og kreative karakter, der både kan bidrage med humor, drama og intensitet til fortællingen, alt afhængig af situationen.
(Foto: Larian Studios)
Kærligt selskab
Ligesom i ethvert godt D&D-spil, så fungerer Baldur’s Gate 3-fortællingen bedst i forlængelse med det selskab, man vælger at tage med på eventyr. Man kan have tre ledsagerkarakterer eller op til tre af ens egne venner fra virkeligheden, hvis man vil spille co-op. Selv hvis man tager sine kammerater med på sit eventyr, bør man ikke forglemme spillets ledsagerkarakterer, som er nogle af spilindustriens mest helstøbte, elskværdige og tematisk rige karakterer.
Udover ledsagerkarakterernes komplekse forhold imellem hinanden og nogle af spillets skurke, stifter spilleren også selv meningsfulde relationer til sine ledsagere. Herigennem, og på baggrund af de valg man træffer, påvirker man deres karakterudviklinger på meningsfuld vis, hvilket styrker indlevelsen og forbindelsen til karaktererne, der ofte bliver meget rørende.
Alle spillerens handlinger påvirker nemlig ledsagernes syn på hovedkarakteren, hvilket kan føre til, at de forlader dig i forargelse, eller at de langsomt bliver forelsket i dig. Der er nemlig et helt romance-system inkorporeret i Baldur’s Gate 3, der både fungerer som en sød måde at udforske karaktererne på, og giver spilleren mulighed for at knytte sin karakter særligt til en udvalgt ledsager. Alt dette fremmes af knivskarp dialog og utrolige skuespillerpræstationer fra alle involveret.
Hvorvidt det er den charmerende flamboyante vampyr Astarion (Neil Newbon), den hemmelighedsfyldte emo-præst Shadowheart (Jennifer English), eller den kærlige evigt-brændende kriger Karlach (Samantha Béart), så er hver enkelt formet helt perfekt. Alle præstationerne har også en konsekventhed, der er ekstremt imponerende i forhold mængden af dialog, som skuespillerne har indtalt. Det samme gælder også spillets større skurke, hvor især J.K Simmons’ rolle som den intimiderende og tragiske general Ketheric Thorm brillierer og skaber en dyb og kompleks karakter.
(Foto: Larian Studios)
Uendelig kvalitet, men vi ikke har for evigt
Mængden af combat- og dialogmulighed er væsentlige dele af spillets massive omfangsvæv, men man mærker i den grad også spillets storhed gennem dets mange atmosfæriske miljøer. I Faerûn oplever man nemlig både vildnis, gyserlignende skyggelande og den titulære storby Baldur’s Gate, der hver føles unik og inddragende af forskellige årsager. Alle områder er smukke og dybt detaljerede med mange timers side quests og monstre, der skal bekæmpes, mens Borislav Slavlovs fantastiske musik danner en perfekt eventyrstemning.
Selve byen Baldur’s Gate er storslået, interessant og ligeså indviklet som en fantasy-megaby bør være, men det fører dog også til enkelte forvirringer. Man kan ikke altid regne ud hvor man er og hvordan man kommer det rette sted hen. Dette falder sammen med områder, der enten har hakkende framerates eller som ikke føles fuldstændig færdiggjorte, hvilket kan gøre byen en anelse frustrerende at navigere til tider.
På en måde føles byen også forholdsvis emblematisk på spillets få problemer. Larian var måske for ambitiøse på nogle punkter. Ikke alle dele af spillet føles lige udviklede eller interessante, hvilket ikke er et stort problem grundet spillets omfang, men det kan i den grad gøre gentagne gennemspilninger uoverskuelige og langsommelige. Det er også lidt en skam, når der er omkring 15 forskellige slutninger, med mange tusind variationer, som sikkert ville være fantastiske at opleve. Men den absurde mængde indhold betyder for fuldførelseseksperterne, der gerne vil opleve alt et spil kan tilbyde, at der simpelt hen ikke er nok tid i døgnet til at gennemgå alle spillets mange hjørner.
(Foto: Larian Studios)
Konklusion
Baldur’s Gate 3’s ambitiøse grandiositet tilbyder enhver spiller en unik oplevelse på egne præmisser med en unik spilverden, der reagerer på handlinger og beslutninger i både kamp og dialog, som kulminerer i et velskrevet eventyrdrama, der bliver udført på fabelagtig facon.
Ironisk nok stammer størstedelen af spillets få problemer fra selvsamme ambition, som har gjort spillet så fantastisk. Alligevel er Faerûn’s smukke landskaber fortsat fortryllende at færdes i, mere end 350 timer efter jeg begyndte min første rejse.
Af den årsag er det meget forståeligt, at Baldur’s Gate 3 vandt så mange priser i 2023. Det er et genredefinerende spil, der har sat nye standarder for størrelse, dybde og indlevelsesdannende interaktionsniveauer især inden for fantasy og RPG og CRPG-genren. Det går alt sammen op i en højere enhed på dybt underholdende og rørende vis. Man kan fristes til at sige, at spillet ikke bare fortjener titlen som Game of the Year i 2023, men at det indtil videre måske endda fortjener titlen som årtiets bedste spil.