Af Jacob Pedersen
Findes der noget mere uhyggeligt end uendeligheden? Det spørgsmål forplanter sig i væggene i de hundredvis af tomme, gule, lysstofrør-oplyste rum fra den blot 20-årige Kane Parsons’ debutfilm Backrooms.
Under coronapandemien blev Parsons’ gruopvækkende kortfilm The Backrooms (Found Footage) et internetfænomen med 20 mio. visninger på to uger (i dag har den 78 mio.), flere sequels, lore (herunder et brugerskabt Backrooms-univers og flere gyserspil) samt Wiki- og Reddit-sider til følge.
At det zeitgeisty produktionsselskab A24 ville kapitalisere og kanonisere internetfænomenet til mainstream-publikummet kan man ikke fortænke hverken A24 eller Parsons i. Den unge knægt, der vel at mærke blot var 18-19 år i store dele af produktionstiden, blev dermed selskabets yngste instruktør nogensinde. Sindssygt.
Lige så sindssygt er det at lægge $10 mio. (anslået) i hænderne på en 19-årig, og lige så sindssygt er det, at A24 og Parsons har bedrevet sig en gyserfilm af allerede ikoniske proportioner.
Den skilsmisserable og småpatetiske møbelsælger Clark (Chiwetel Ejiofor) opdager tilfældigvis bagrummene en sen nat i sin pirat-tematiserede møbelforretning, hvorefter han tager på flere neglebidende udforskninger i de uendelige og næsten fugtige rum.
Det store spørgsmål forud for spillefilmen var, hvad indholdet mon ville blive, og her kommer psykiateren Dr. Mary Kline (Renate Reinsve) ind i billedet. For Clark er nemlig patient hos Mary, der forsøger at udrede, hvad der lå til grund for hans skilsmisse. Imens lurer barndomstraumer om isolation og indespærring hos Mary.
Allerede her kommer vi til det mesterlige ved Backrooms. Et (kortfilmsk) simpelt setup med få karakterer og vigtigst af alt; en tydelig tematik, som skildres med selve filmens hovedattraktion, nemlig the backrooms. Scenografien formår på helt eminent vis at afspejle tematikkerne og skræmme sit publikum på én og samme tid.
De tomme gule kontorlokaler er en kritik af de masseproducerede kontorjobs, der unægtelig må få en kontorarbejder til at stille spørgsmålstegn ved livets mening efter nok repetitive arbejdsdage ved det samme skrivebord under det pirrende, fluorescerende kontorlys. Office lights i sig selv er symbolet på indelukkethed og senmoderne kapitalisme. Clark lever i den indelukkede virkelighed som et indespærret barn – ligesom Mary Kline i sin traumatiserede barndom – der fantasifuldt hungrer efter at opleve verden. Kontoret er stedet, hvor minder tømmes, og excel-ark udfyldes.
Men fortolkningen af baglokalerne stopper ikke der. Når man taler om uendeligheden, er det umuligt ikke at tænke på universets uendelighed. Tanken om, at Jorden svæver rundt som en lille plet i uendeligheden, er skræmmende i sin grundvold. På samme måde er individets placering på Jorden grundlæggende ligegyldig – en erkendelse, Clark har gjort, hvorfor han langsomt begynder at overgive sig magtesløsheden i baglokalerne.
“Det er ligesom at beskrive en hund til en person, der aldrig har set en, og så bede dem om at tegne den”, lyder Clarks allegori over for Mary efter at have set bagrummene for første gang. En næsten Kierkegaardsk allegori om et liv, der først forstås, når det er blevet levet. Hvordan ville du beskrive livet for en, der aldrig har oplevet det?
Muligvis bliver de betragtninger for højpandede for nogle seere, men om ikke andet er det gyselige grundelement skræmmende og intenst. Lydbilledet i The Backrooms er konstant faretruende uhyggelig og giver de uendelige bagrum en exceptionel følelse af isolation.
De gule vægges påvirkning er ikke til at tage fejl af; Backrooms bliver et øjeblikkeligt pejlemærke for nymoderne horrorklassikere.