Af Jonas Bang
Det er en usædvanlig kold dag i Moskva. En ung kirgisisk kvinde løber gennem sneen. Stakåndet, forvirret og sanseløst slæber hun sig gennem trafikkaos og larm. Hun har lige født, men er stukket af fra hospitalet. Hun skylder penge, hun bløder og hun har ingen steder at tage hen.
På denne brutale måde indledes det intense og intime drama Ayka, og det ser i sandhed ud som om, rejsen må slutte før den egentlig er begyndt. Men sådan går det heldigvis ikke, for Ayka (Samal Yeslyamova) er stærk, handlekraftig og stædig.
Således går det til, at vi bliver vidne til en lidelseshistorie udover det sædvanlige. Vi følger den unge kvinde gennem tykt og tyndt, imens hun forgæves prøver at skaffe penge og overleve sine fødselsrelaterede skader.
Månedens film i november i Cinemateket er vanen tro en, der hverken har opnået meget opmærksomhed eller en biografpremiere herhjemme. Det laves der heldigvis om på nu, hvor det er muligt at opleve filmen, der vandt prisen for bedste skuespillerinde på Cannes sidste år.
Det er en hård oplevelse at se den, og det er bestemt ikke for sarte sjæle, når hun bløder som en stukket gris, eller når vi ser, hvordan en kylling præpareres. Det er grafisk realisme, når det er bedst – komplet med benhårde klip, håndholdt kameraføring og hyperrealistiske skuespilpræstationer. Ja, nogle gange ryster kameraet endda så meget, at man bliver helt rundtosset.
I poetiske, brutale og tumultariske passager føres vi langsomt, men sikkert gennem en historie der ikke sådan lige er til at glemme. Det er ikke nemt at være Ayka. Det er faktisk pissesvært og utilgiveligt at være Ayka. Hun må stå igennem den ene afvisning efter den anden, når hun forsøger at låne eller skaffe penge, og man når at blive virkelig frustreret på hendes vegne. Er der dog ikke bare én, der vil hjælpe hende lidt?
Samal Yeslyamovas præstation er så stabil, at man skulle tro, at der var tale om et dokumentarisk projekt. I nogle scener bliver man nødt til lige at knibe øjnene lidt i, da handlingen på lærredet er så medrivende og hårdt, at man næsten ikke har lyst til at se det. Og det er ment på den mest positive måde overhovedet.
Dokumentarismen står dog heller ikke filmen fjernt, da idéen til den er opstået, fordi flere kirgisiske mødre åbenbart efterlader deres nyfødte babyer på hospitaler i Moskva. Instruktør Sergey Dvortsevoy har da også en fortid i dokumentarfilm, der klart kommer ham til gode i denne hjerteskærende historie.
Selvom filmens absolutte styrke befinder sig i dens rå realisme, den subjektive kameraføring og det intime forhold til den stærke hovedkarakter, så bliver filmen også en anelse langtrukken. Vi befinder os konstant i nærbilleder, og det bliver på sigt en anelse monotont, at hele verden opleves gennem Aykas blik. Man kunne håbe, at hun kunne bære filmen helt alene, men det kan hun desværre ikke helt. Derfor står de præstationer der ikke er ligeså stærke som hendes desværre også det mere frem.
Ayka er en langtrukken og brutal film, der i sidste ende er smuk på sin helt egen medrivende og dybt forfærdelige facon.
Kommentarer