Af Gustav Stubbe Arndal
Hvis du holder af Marvels vanvittigt ambitiøse, indflydelsesrige og milliard-tjenende filmunivers, så har du nok allerede planer om at se Avengers: Endgame. Det er måske den største film nogensinde – så enorm, at den ikke kan rummes på så få ord. Den skal samle en hel saga i én filmpakke. Og selvom den har en håndfuld stærke scener og en tilfredsstillende finale, vakler den mere under sin vægt end Infinity War (2018) gjorde.
Særligt begyndelserne (ja, flertal) vakler en del, mest fordi dens struktur er markant anderledes. Filmen starter, som man forventer det – de overlevende Avengers opsøger den gale Thanos (Josh Brolin) med hjælp fra Captain Marvel (Brie Larson). De vil tage evighedsstenene fra ham og genoplive de billioner (eller var det trilliarder?), der omkom sidste film. Men planen går ikke som ventet.
Fem år senere begynder filmen på ny. Alle har håndteret nederlaget anderledes. Steve Rogers (Chris Evans) forsøger at hjælpe civile igennem gruppeterapi. Thor (Chris Hemsworth) drukner sin depression med øl. Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) holder superheltene kørende, mens hun leder efter Clint Barton (Jeremy Renner), der efter sin families død har forvandlet sig til en morderisk antihelt. Tony Stark (Robert Downey Jr.) har trukket sig fra heltelivet – han var heldig, at hans elskede Pepper (Gwyneth Paltrow) også overlevede.
Filmens mere stille scener foregår her, og man bliver mindet om, at mange af heltene spilles af prisvindende skuespillere, der sælger fortvivlelse, så godt som de sælger sarkastisk dialog. Snart finder de dog et svagt håb, da Scott Lang (Ant-Man, spillet af Paul Rudd) slipper ud af kvanteverdenen, og snart samles de resterende helte for at prøve at redde den verden, de ikke kunne redde fem år tidligere.
Hvad der følger, er en ukonventionel anden akt for en ukonventionel film. Ja, der er en del alvor. Mange af karaktererne (særligt Tony og Steve) brydes med savn og fortrydelse fra fortiden. Og katastrofens eftermæle sætter temaer op om konflikten mellem at finde håb eller komme videre fra tragedie. Men filmen har så meget at lave, at der knap er tid til tematik.
Formålet er først og fremmest at give fanskaren, hvad de kom efter: Et nostalgisk kig tilbage på seriens største øjeblikke set i et nyt lys, med gode grin, kreative, kosmiske sekvenser og en ny cameo hvert minut fra universets imponerende cast. Hvor The Avengers (2012) var en fejring over at have samlet et hold af superhelte, er Endgame en fejring af hele universet, fra Wakanda, til Avengers Tower, til galaksens yderste afkroge.
Russo brødrene, som endnu en gang instruerer, læner sig altså godt op ad filmseriens ikonografi, men de tilføjer ikke nær så meget til universet, som de låner. Der er mange ”store” scener og karakterer, men intet topper cirkel-shottet fra The Avengers (2012) (som vi også er heldige at gense) og selv Thanos, som brødrene selv introducerede, har ikke samme vægt som før. De kompenserer dog nogenlunde ved at overgå alle filmens forgængere i antallet af karakterer, og de få virkelig tunge scener, der er plads til, er ekstra betydningsfulde og velfortjente.
Avengers: Endgame er mere en episk, tre timer lang sæsonfinale, end et filmisk værk med sin egen identitet. Den er fyldt med større og mindre problemer, men når man sidder i biografen og overværer det endelige slag, glemmer man dem alle. Der skal nok blive jublet, grint og grædt verden over de kommende weekender. Men det er hele filmserien, man har at takke, snarere end denne ene finalefilm.
Udover enkelte scener er Endgame ikke mere end summen af dens dele. Heldigvis er dens dele gode nok til, at man umuligt kan blive skuffet – især, hvis man er en af de fans, den er dedikeret til.
Kommentarer