Af Magnus Hvidt Thelle
Avatar: Fire and Ash er tredje kapitel – ud af potentielt fem – i James Camerons giga-ambitiøse science fiction-opus om Pandora, familien Sully og menneskehedens vedvarende trang til at ødelægge det, den ikke kan kontrollere. Efter megasuccesserne Avatar (2009) og Avatar: The Way of Water (2022), som havde hhv. et teknologisk kvantespring og en 13-årig spændingsopbygning som springbræt, står den tredje film nu på anderledes bar bund. Er der virkelig mere Avatars filmtekniske, innoverende og visuelle spektakel, eller er Pandoras æske ved at være tom?
Få uger efter begivenhederne i Avatar: The Way of Water lever Sully-familien fortsat blandt Metkayina-klanen, mens sorgen over tabet af ældstesønnen Neteyam (Jamie Flatters) fortsat præger Jake (Sam Worthington) og Neytiri (Zoe Saldaña). Da familien involveres i en konflikt med den nye Mangkwan-klan, eskalerer krigen igen på Pandora, alt imens at menneskets koloniale maskineri samler kræfterne til næste angreb. Præmissen lægger op til en mere fokuseret fortælling om sorg, hævn og opløsning af familiebånd, men filmen har umanerligt svært ved at begrænse sig.
Skuespillet i Fire and Ash er ujævn. Zoe Saldaña er filmens klare anker som Neytiri, og tilfører rollen en følelsesmæssig tyngde, der gør sorgen over sønnens død håndgribelig. Hun er decideret god i et cast, hvor mange af karaktererne ellers fremstår som brikker, der flyttes rundt efter det tunge plots behov. De følelsesladede øjeblikke føltes som påtvungne nødvendigheder for fortællingens dramaturgiske opbygning, frem for reelle menneskelige erkendelser om sorg og hævn.
Heldigvis er filmens skurk, Varang (Oona Chaplin), en vellykket en af slagsen. Hendes visuelt slående design og Mangkwan-klanens askeklædte æstetik, adskiller sig markant fra tidligere Na’vi-klaner, og giver konflikten et mere råt og urovækkende udtryk. Hendes hedonisme og villighed til at lade sig forføre af menneskenes ildkraft, giver hende en umættelig sult efter magt og ødelæggelse, der fungerer som en tilfredsstillende tematisk bro mellem Na’vi-folket og menneskene.
Det visuelle er, som forventet, filmens helt store salgsargument. Pandora er gengivet med en teknisk færdighed, der er svær at matche. Landskaberne har svimlende detaljerigdom og kampscenerne har den flair, som man forventer fra blockbuster-veteranen Cameron. Alligevel føles æstetikken ofte mere imponerende end inspirerende. Skønheden minder mere om et fotografi taget med den nyeste iPhone end et betagende maleri: knivskarpt, farvemættet og fejlfrit – men uden nogen særlig karakter, der vækker følelser. Filmen får derfor en “screensaver-æstetik” snarere end et visuelt udtryk, der forstærker fortællingen.
Hvor filmen for alvor falder fra hinanden, er i plot og pacing. Den allerede lange spilletid på tre timer føles nærmere som fem. Nye subplots, klaner og konflikter introduceres konstant i håbet om at give filmen tyngde, men resultatet er det modsatte. Det føles som at få serveret en ti-retters menu, hvor hver ret er en tallerken bacon: lækkert i starten, men hurtigt et fedtet rod, man må kæmpe sig igennem. I tredje akt kæmper man sig ligeledes gennem den ene klimaks-lignende konflikt efter den anden, mens man krydser fingre for at se rulleteksternes nådesstød.
Dialogen forværrer problemerne yderligere. Vittige bemærkninger og jokes er konsekvent umorsomme, og de mange action-one-liners fremkalder oftere øjenrul end spænding. I de mest emotionelle scener, bliver dialogen så karikeret, at den effektivt suger den sidste ilt ud af dramaet – indlevende, som om vi selv var på Pandora.
Avatar: Fire and Ash er på mange måder (endnu) en teknologisk triumf og (endnu) et bevis på James Camerons kompromisløse ambitionsniveau. Men det vidste vi alt sammen godt i forvejen, og derfor står det endnu klarere, hvor lidt nyt fortællingen har at byde på, når den gang på gang søger at overvælde publikum, frem for at engagere det.