Af Lise Burmeister
Ung sommer. Himlens dybblå farve synes uendelig, og varmen lægger et tungt og kvælende tæppe over landskabet. Imens rammer de stærke solstråler og stigende temperaturer som en tør hedebølge ved den franske stenkyst. Blandt de højrøstede og storsvedende strandgæster lister et majestætisk, sort gadekryds sig rundt blandt menneskemængden, indtil den støder på vores smukke, solbadende Ava (Noée Abita) – en uregerlig og gådefuld ung sjæl, der blot ligner en simpel pige på badeferie.
Mødet viser sig at blive et skæbnesvangert tilfælde for Ava. For ligesom en sortforklædt ulykkesfugl eller mørk skygge fra de højere magter sender det mystiske dyr hendes liv på kurs mod farer og brud med barndommens uskyld.
Hundens kulsorte farve bliver ligeledes et symbol for den dunkle fremtid, Ava går i møde. Hun er i en alder af 13 år ved at miste sit syn, og filmen finder sted i den sommer, hvor hun står i skellet mellem barn og ungdom, og mellem lys og mørke. Hendes mor (Laure Calamy) begræder sin datters skæbne og flygter desperat fra virkeligheden ved at pakke kufferterne og drage mod kysten i et forsøg på at give Ava en sidste mindeværdig og idyllisk sommerferie ved vandet, inden mørket indtræder. Men Ava har sin egen måde at tackle problemet på. Mens moren nyder sommeren, nusser om sin nye baby og møder en mørk Adonis ved den varme strandkant, begiver hendes datter sig ud på egen færd.
Ava beslutter sig for, at den sorte hund nu skal være hendes, og under jagten møder hun dens rigtige ejer. En ung sigøjner ved navn Juan (Juan Cano), der lever på strandbyens gader – og på kanten af loven. Hans brune øjne og rebelske adfærd vækker både Avas følelse af selvstændighed, men også hendes seksualitet. De to indleder et forhold, og sammen med hunden (som Ava navngiver Lupo) danner de en hæmningsløs og dyrisk trekløver.
Her bliver soulnummeret She Ain’t a Child No More af Sharon Jones mesterligt brugt i en montage, hvor Juan og Ava, forklædt som urmennesker med krigsmaling af mudder, drillelystent plager og bestjæler kystens gæster. Gennemført med ægte geværer, bare overkroppe og længselsfulde blikke efter hinanden. En uforenelig dans, hvor balancen mellem barnlige eskapader og alvorlig voksenleg kæmper om at overtippe hinanden i Avas liv.
Hver indstilling i Ava er som et vintagepostkort fra 1970’ernes franske riviera. Den glødende varme fra solen og Avas fyrige vildskab brænder igennem hvert billede. Heden spreder sig til biografsæderne, og du overrumples af de følelser og sanser, som filmens univers vækker i dig – ikke de følelser, dens fortælling imiterer.
Den 20-årige Noée Abita er modig og troværdig i rollen som den enigmatiske unge kvinde. Hun udtrykker lige akkurat nok følelse og indsigt til, at vi fortrylles af Avas person, men aldrig helt forstår eller nødvendigvis sympatiserer med hendes hensynsløse opblomstring. For Avas dumdristige og egoistiske adfærd kontrasterer på mange måder hendes blide udseende og unge alder. Hendes komplekse natur er dog netop med til at gøre portrættet interessant og holde dig fængslet til historien.
Instruktøren Léa Mysius har sammen med fotografen Paul Guilhaume skabt et betagende og anderledes coming of age værk, der er mindst lige så forfriskende som det havvand og den kystvind, du næsten kan mærke efter at have set den.
Kommentarer