Dét, at være en stor kunstner er en turbulent og broget størrelse, i hvert fald hvis du ser på de utallige film om at være filminstruktør. Senest med Joachim Triers Affektionsværdi (2025), men også i nogle af filmhistoriens kanonværker, som Ingmar Bergmans Persona (1966) og Federico Fellinis 8½ (1963). Med en 40 år lang karriere er det nu Pedro Almodóvars tur til at reflektere over sit eget forhold til filmkunsten, hvilket han gør gennem to autofiktive fortællinger.
Den første foregår i december 2004, hvor den fallerede reklamefilm-instruktør Elsa (Bárbara Lennie), hjemsøges af tilbagevendende migræner og sit første panikanfald. I 2026 ser vi den anden fortælling, hvor det afsløres, at Elsas historie er et udkast fra et fiktivt manuskript, som den anerkendte spansk filminstruktør, Raúl Rosetti (Leonardo Sbaraglia), er i gang med at skrive. De to fortællinger starter en anelse ufokuserede, hvilket hæmmer filmens metaperspektiv, da specielt strukturen overskygger de ellers interessante tematikker.
Raúl og Monicas arbejdsforhold har længe været skarpt opdelt – Monica lever diskret privatliv, og Raúl respekterer dette behov. Filmens drama udvikler sig i takt med at Raúl i stigende grad, bruger Monicas intime privatliv og personfølsomme detaljer, som materiale i sine skriveprocesser. Monica bliver naturligvis forfærdet over denne udnyttelse, men hvad er egentlig vigtigst for kunstneren? Kunsten eller mennesket?
Man opdager hurtigt, at Raúl er Almodóvars alter ego. Raúls arbejdsproces er en refleksion over Almodovárs egne kreative processer, og hvordan han forholder sig til verden. Monica og Raúls forhold står stjerneklart som en næsten terapeutisk, meta-behandling af Aldomóvars egne erfaringer fra et liv som filminstruktør.
Første halvdel af filmen føles derfor splittet, da man kun får små bidder af Monica og Raúls historier. Elsas historie er vandrende vignetter om søgen efter hovedpinemedicin og model-scouting for undertøjsreklamer. Det opleves en anelse ufokuseret, da de metatekstuelle elementer ikke står frem. Autofiktion begynder først at finde momentum i et tillidsbrud mellem Raúl og Monica, da døden af Monicas kærestes barn inkorporeres i Raúls manuskript.
Autofiktion åbner op for de komplekse interpersonelle følelser, der ulmer under overfladen i et kreativt miljø. Almodóvar viser en høj grad af selvkritik gennem Raúls skabertrang, som ikke just er portrætteret sympatisk. Monica er forarget over at hendes privatliv bliver benyttet i grænsen mellem fiktion og virkelighed. Filmen forener herfra de to fortællinger til et spændende, samlet metatekstuelt værk.
Autofiktion lykkedes bedst i et længere segment på Lanzarote, hvor filmens to fortællinger får flere direkte paralleller mellem hinanden. Almodóvar åbner op for måden de interpersonelle konflikter bliver til skrivemateriale, samtidig med at det relationelle drama mellem Elsa, hendes mor og Elsas venner bliver mere fængende.
Slutningen samler endelig trådene, når en dybt frustreret Monica konfronterer de utallige paralleller i Raúls seneste manusudkast. Almodóvars selvkritiske blik vendes komplet indad, og skaber en gribende refleksion over den besatte kunstner, en ransagning af sit eget forfatterskab samtidig med et sympatisk blik for dem der lider af hans skabertrang. Næsten som en slags filmisk undskyldning på bagkant.
Men netop som man tror at filmens crescendo når sit højdepunkt kommer rulleteksterne, og man står tilbage med en følelse af, at forholdet mellem virkelighed og fiktion, kunne have nået endnu højere højder.