Ordet – Tidsskrift for Film og Medier
Tidsskrift for Film og Medier
“Filmen spørger altid: hvor hører jeg til? Hvem er jeg? Hvordan bliver jeg til min egen person uafhængigt af min familie? Hvis man ikke hører til det ene eller det andet sted, hvor hører man så til? Romains livsfiktion vil skabe en virvelvind af følelser inde i hjertet af dem som ikke passer ind nogle steder.”
Læs mere
”Natalie er en mere relaterbar og jordnær karakter, end vi ser i de fleste komedier. Dertil er det dejligt forfriskende, at Wilson bruger sin vægt til at styrke komikken, frem for at den bliver styrende for hendes karakter. Men hele filmen lider af et forfærdeligt overspil, som desværre vasker de fleste komiske indfald og jokes helt væk.”
Læs mere
”Derfor er Desiree Akvahans The Miseducation of Cameron Post en vigtig tilføjelse til queer-cinemas repertoire med sit tiltrængte fokus på omvendelsesterapiens psykiske mishandling. Jovist foregår den i 1993, men problematikken er som sagt endnu frustrerende aktuel og påmindelsen om (selv)accept fortsat nødvendig.”
Læs mere
”Det er tydeligt, at mange ikke anede, hvad der ventede dem. Det er først da soldaterne ankommer til fronten, at formatet bliver ændret; rammen udvider sig og farverne kommer på, og det er især i dette øjeblik, at man erfarer, hvor stor en teknisk præstation vi er vidne til.”
Læs mere
”En anspændt knivfanatiker, en flamboyant junkie, og et spøgelse kører tidsrejsende agenter ned med en isbil – og førnævnte agenter skyder efter en teleporterende ”teenager” i et storcenter, iført tegneseriemaskotmasker med Queens Don’t Stop Me Now kørende i baggrunden. Og det er fantastisk god underholdning.”
Læs mere
”Ligesom i gennembruddet Gomorra (2008) lægger Garrone ikke fingre imellem, når den italienske underverdens voldelige sammenstød skal skildres. Det er nådesløst ubehageligt at overvære, hvordan vores splejsede hovedperson med den nasale røst bliver mere og mere forslået.”
Læs mere
“Dette års Oscar-ceremoni føles netop som at blive slået af lige dele had og kærlighed. Et show med så store toneskift, at det får selv Martin McDonagh til at svede. Men til sidst stod sandheden klart. Green Book (2018), en feel-good film om racisme, lavet og skrevet af hvide mænd, hvor sorte og hvide lærer af hinanden med gode grin, vandt Best Picture. Hvad i alverden skete der?”
Læs mere
“Juliette Binoche er en uvurderlig skat, og hun leverer her en tre-i-en optræden som fraskilt mor, forelsket 24-årig i 50-årig krop, og fortvivlet kvinde, der langsomt helbredes. Hun giver den hele armen og bærer filmen i mål selv gennem dens mindre spændende dele.”
Læs mere
“Racisme i Green Book er ikke et dybt systemisk problem, der ødelægger generationer og sætter sig dybt i vores hjerter og institutioner. Det er en ulejlighed på linje med et punkteret dæk, eller en personlig forskellighed, der overkommes med venskab og snak.”
Læs mere
“Der er så bare ikke meget mere til filmen end en god (ond) skurk bakket op af sædvanligt gyser-gejl, frygtindgydende musik og en stærk visuel side. Manglen på mere taler måske også for sig selv.”
Læs mere