Ordet – Tidsskrift for Film og Medier
Tidsskrift for Film og Medier
“Plottet er forudsigeligt, og man har allerede identificeret skurken et kvarter inde i filmen. Det betyder, at resten bliver fyldt ud med overflødige skuddueller og kedelige sideplots. Bevares, et par af scenerne er ganske spændende og har flotte effekter, men man bliver så overrumplet af nærkampe og eksplosioner, at det til sidst bliver trættende at se på.”
Læs mere
“Dialogen er mere intellektuel end direkte morsom, men der ligger også en knastør, underspillet humor i personernes reaktioner og undvigelser, især Léonard, der bruger meget af sin bogturne på at forklare, hvordan hans tydeligt selvbiografiske bøger om hans mange affærer teknisk set er fiktion.”
Læs mere
”Huppert udtrykker behændigt Géquils manglende selvtillid med skuldrene oppe om ørene, armene limet ind til brystkassen og bittesmå, forsigtige skridt. Men udover det mangler selve Géquils karakter voldsomt nuance, og det er hun ikke den eneste, der gør.”
Læs mere
”Instruktør Quentin Tarantino formår at give os et dybt indblik i sine absurde, menneskelige figurer med enkle virkemidler. Vi får lov til at være i enerum med dem og opleve deres sammenbrud, se tårerne i Daltons øjne i nærbilleder og få et indblik i den fortid, de kun selv kender til. Vi kommer enormt tæt på dem og får lov til at følge hvert eneste skridt, de tager mod skæbnen.”
Læs mere
“Instruktør Chris Foggin har skabt en varm og charmerende film, hvis hjerte banker for arbejderklassen. Centralt i filmen er fiskernes bånd til havet, deres forfædre og hinanden – traditioner opretholdt med sømandsviser og øl på den lokale pub.”
Læs mere
“Filmen gentager samme fejl som den lignende Goosebumps (2015) og lader en håndfuld uinspirerede teenagere opdage en magisk bog, hvis onde ånd bruger folkefortællinger til at skabe deres værste mareridt. Som hovedpersonen Stella (Zoe M. Colletti) så poetisk beskriver det: “Du læser ikke bogen, bogen læser dig.””
Læs mere
”Hvis jeg skulle koge budskabet i Zara Hayes’ komediefilm Poms – Dans for livet ned til én sætning skulle det netop være dette. At den høje alder ikke skal sætte begrænsninger for at have det sjovt og prøve nye ting. Filmens formål vakler dog, da de selvsamme kvinder, der gennem halvanden times underholdning skal nedbryde vores fordomme om gamle pensionister, oftest ender med at være til grin på bekostning af alderen.”
Læs mere
”Som publikum sidder man med bryster i hovedet og vridende kvindekroppe foran sig og tænker: ”Hvor er den her film på vej hen?” Det viser sig at være umuligt at regne ud, for argentinske Stilheden er en hidsig sæbeopera af den slags, vi ikke er specielt vante til herhjemme i det kolde Skandinavien.”
Læs mere
“Alle de forskellige karakterer lader til at være tegnet på hver deres måde, og især fuglene med alle deres forskellige farver er virkelig en fornøjelse at se på lærredet. Man kan næste mærke teksturen i Reds fjerdragt eller Leonards skæg, men filmen bevarer stadig sin spil-inspirerede kreativitet.”
Læs mere
Et håndholdt kamera flyver rundt i en videobutik på Nørrebro. Op og ned og henad hylder fyldt med videobånd. Alt sammen akkompagneret af klassisk musik komponeret af Bach. Således starter Nicolas Winding Refns anden spillefilm, Bleeder (1999). Et værk, som i dets skildring af Nørrebroske skæbner omkring årtusindeskiftet og sine smukke CinemaScope billeder, etablerede den…
Læs mere