[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Jakob Freudendal
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Det er svært for selv den største blockbuster-benægter at påstå, at sommeren 2017 ikke har budt på en bred pallet af succesfulde storfilm (særligt hvis man tænker tilbage på sidste års ulidelige sommertørke). Den britiske auteur Edgar Wrights elegante sammenblanding af musicalen og heistfilmen, Spider-Mans storstilede homecoming i Marvel-universet og Nolans imponerende greb om 2. verdenskrig levner ingen tvivl om, at store budgetter sagtens kan munde ud i gode film, så længe der er kunstneriske kræfter bag.
Stuntmanden David Leitchs officielle instruktørdebut, Atomic Blonde, virkede da også som en lovende actionbasker i bedste John Wick-ånd, men ender mest af alt som et miskmask af hårdkogt action og tamme spion-intriger.
Charlize Theron spiller den blonde, badass MI6-agent, Lorraine, der i 1989 får til opgave at fange den berygtede dobbeltagent Satchel, som arbejder i Berlin og angiveligt fodrer russerne med informationer. Mens Berlinmuren langsomt krakelerer omkring Lorraine, må hun samarbejde med Englands topagent, David Percival (James McAvoy), om at opspore en mikrofilm med navnene på alle agenter på begge sider af muren – herunder Satchel.
Der kunne i sandhed være lagt op til et medrivende koldkrigs-spiondrama, men Atomic Blonde er i bedste fald en lettere genreforvirret hybrid. Spionlivet og den evige maskerade, hvor ven og fjende smelter sammen, fylder en stor del i plottet, men det, på overfladen, komplekse dobbeltspil fortyndes hurtigt til en let gennemskuelig omgang katten-efter-musen spækket med flade twists, der allerede er blevet skiltet med milevis i forvejen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Atomic Blonde[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
David Leitch[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Selvom karaktererne dolker hinanden i ryggen på kryds og tværs, er man faktisk mere eller mindre ligeglad med deres velbefindende. Måske er det fordi spionernes personligheder og motivationer hengemmes bag et klæde af overdreven colorgrading og lydsidens altoverdøvende brug af populærmusik anno 80’erne. Mest af alt er synderen nok det forvirrede plot, der hovedkulds hopper frem og tilbage i tid og efterlader et langt spor af fragmenterede plotlinjer.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at actionen i det mindste var vellykket. Men udover et enkelt long-take, hvor Lorraine egenhændigt nedlægger fire fuldvoksne mænd på en trappeskakt, er filmen mildest talt skuffende. Særligt når man tænker på, at det er manden, der lavede stunts på en af årtusindets mest vellykkede actionfilm, The Bourne Ultimatum (2007), der instruerer.
Charlize Theron er da ganske vist badass, men mest fordi hun sammenlignes med McAvoys dybt alkoholiserede ”topagent”, og den sovjetiske lurendrejer Bremovych A.K.A selveste Roland Møller, der ikke gør meget andet end at smadre en teenager med et skateboard. Det er da bestemt imponerende, at Theron, udover at lave sine egne stunts selv, også går mod den mandsdominerede actionfilm. Men i modsætning til den innovative Mad Max: Fury Road (2015), er hendes hårdføre kvindekæmper her altid iført et stramt skørt, velfriseret, blondt hår og en tyk rød læbestift. Come on!
David Leitchs næste projekt, som instruktør, er den ventede opfølger til Deadpool (2016), og med Atomic Blonde som reference, begynder jeg langsomt at frygte den komiske antihelts tilbagekomst til det store lærred.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer