Assasin’s Creed: Et Leap of Faith i frit fald

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oliver Marc Noppenaug[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Videospil på film har et noget blakket ry. Det har aldrig rigtig fungeret, og man begynder at tvivle på, om vi nogensinde kommer til at se en god filmadaption af spilmediet. Derfor så jeg frem til Assasins Creed der er baseret på succes-serien af Ubisoft. Den havde nemlig Michael Fassbender i hovedrollen og så generelt lovende ud.

 

Vi følger Cal Lynch(Michael Fassbender), der frivilligt/mod sin vilje(Jep, det begynder allerede her) udlever genetiske minder fra en fjern slægtning i 1400-tallets Spanien. Det gør han hos Abstergo Industries, som måske ikke har helt rent mel i posen. Ved hjælp af Animus-maskinen, en robotarm og nogle ledninger i ryggen bliver Cal ét med sin assasiner slægtning Aguilar de Nerha, som der har viden om en mystisk artifakt, som Abstergo meget gerne vil have fingrene i.

 

Det er efterhånden ved at være en del år siden jeg opgav Assasins Creed-spillene. Sjovt nok er det meget af samme årsag, at jeg på flere tidspunkter havde lyst til at opgive filmen. Det der fungerede rigtig fedt ved spillet var, når man hoppede fra tagryg til tagryg, snigmyrdede tempelriddere og ellers bare opslugte den historiske by og tid, som man befandt sig i. Når man så til gengæld blev koblet ud af sin slægtning og blev revet ud af historien var det vanvittigt uinteressant. Desværre foregår filmen primært med Michael Fassbender uden for Animus, Aguilar og alt det, der gjorde Assasins Creed nævneværdigt.

 [/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Assassin’s Creed[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:2-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Justin Kurzel[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK, Frankrig, Hong Kong og USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er en film, der kræver alt for meget af sit publikum. Den kræver nemlig, at man fuldstændigt kobler fra og ikke funderer over, hvad man bliver præsenteret for. For hvis man begynder at tænke, så står det klart, at der er absolut intet, der giver mening i denne her film. Fassbender og de andre frivillige/tilfangetagne hos Abstergo er almindelige mennesker, men efter at de har været tilkoblet deres forfædres minder, er de lige pludselig kampsportseksperter og parkour entusiaster, der uden problemer kan tackle det voldsomme fysiske pres deres badutspring kræver. Dette er kun ét af mange eksempler på, hvor lidt noget giver mening.

 

Michael Fassbender gør et bravt forsøg, men man kan ikke rigtig undslippe den der tanke om, at der er gået noget helt galt. En scene hvor Fassbender, ud af det blå, bliver bat-shit insane er særligt tåkrummende. Det gør sig faktisk gældende for de fleste scener. Der er ellers habile skuespillere som Marion Cotillard og Jeremy Irons på rollelisten, men det er ganske enkelt ikke andet end platte replikker, der bliver tvivlsomt leveret.

 

Filmens redeeming-factor skulle være alt det, der foregik tilbage i tiden, men her bliver vi konstant afbrudt af klip til en Fassbender, der bliver slynget rundt af en robotarm. Det er meget ærgerligt, for der er faktisk ret fede scener at finde her. Derfor kan man ikke andet end at undre sig over, hvorfor man hele tiden skal hives ud af den historie.

 

Heller ikke denne gang lykkedes det med at overføre et spil til filmlærredet. Assasins Creed skal have ros for at have anerkendt genrens tidligere problemer, ved ikke at lave en direkte adaption af et spil, men snarere en enkeltstående fortælling baseret på universet. Desværre redder det intet.

I filmen bliver der flere gange sagt ”Det er ikke os, men fremtiden der skal herliggøres”. Forhåbentlig er det en fremtid uden flere Assasins Creed film

 [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer