Den dagdrømmende og ukueligt positive bondedreng Espen (Verbjørn Enger) kommer ved et umanerligt usandsynligt uheld til at brænde sin families gård ned. Han drager derfor ud med sine brødre Pål og Per for at redde den kidnappede Prinsesse Kristin, da der er udlovet en heftig dusør til hendes redningsmand. Det viser sig imidlertid, at det er selveste troldkongen, der har bortført hende; og som om det ikke var nok, må Espen også tage kampen op imod den opblæste Prins Sigurd, der ligeledes er ude efter prinsessens hånd.
Askedrengen: I troldkongens sal virker ved første øjekast som et forfriskende og ambitiøst projekt, da der er tale om en nordisk børnefilm, der virkelig er gået all-in, hvad angår settings, kostumer og special effects. Budgettet kan både ses og høres i henholdsvis forførende smukke norske landskaber og et fint lille stemningsfuldt soundtrack. Langnæsede hekse og mystiske mosemonstre er for det meste skildret overraskende overbevisende, og hvor budgettet ikke helt har kunnet række, formår filmen også ofte at skjule sine begrænsninger ved at insinuere, hvad der ikke kan vises.
Filmen får dog hurtigt problemer på de ellers traditionelt mindre resursekrævende områder. Det giver fin mening med et karaktergalleri bestående af fastlåste arketyper i en eventyrfilm, men da filmen ikke byder på videre stærke eller underholdende skuespilpræstationer, kan karaktererne ikke bære hverken at være skrevet eller skildret bare tilnærmelsesvist dynamisk.
Det kedelige karaktergalleri forsøges undsat med masser af humoristiske indslag, men resultatet er temmelig tvivlsomt. Et ringe manuskript eller halvhjertede stemmeskuespilpræstationer resulterer i kluntet dialog, og selve filmens jokes er heller ikke noget at råbe hurra for, da de er omtrent lige så uopfindsomme, som de er usjove. Det er for eksempel ikke videre underholdende at overvære en utilfreds Prins Sigurd beklage sig over, at hans vin ”smager af fis”.
Til trods for at det er Verbjørn Enger, der krediteres som hovedperson, kan der ikke herske nogen tvivl om, at filmens sande hovedrolle spilles af de norske bjerge, fjelde og skove. Dels fordi naturen bruges kreativt og skildres smukt, dels fordi samtlige af filmens resterende roller er håbløst uinteressante. Filmen lader således til at lide under en sælsom identitetskrise, da den på den ene side byder på bjergtagende landskabsskud, interessante special effects, kostumer og kulisser og på den anden side infantil pruttehumor og intetsigende skuespil. Det er en stor skam, at filmen ikke formår at hive sine karakterer, sit plot og sin dialog op på samme niveau som dets billed- og lydside, da der i så fald ville være tale om en overordentligt vellykket børnefilm. Askedrengen: I troldkongens sal er desværre en børnefilm, der kun er for børn.
Kommentarer