Af Louis Raaschou
I 1972 besluttede Aretha Franklin sig for at indspille albummet Amazing Grace som en live performance i gospel-stil. Det gjorde hun over to aftener i januar, i en kirke i Los Angeles. Den unge Franklin ville, efter sit gennembrud og en række af hitsingler som Respect og I Say a Little Prayer, hylde sine egne og populærmusikkens rødder i og indflydelse fra gospelgenren. Warner Bros. ville filmatisere indspilningen, og man valgte Sydney Pollack til at instruere.
Grundet tekniske problemer omkring synkronisering af lyd og billede, blev filmen dog aldrig færdiggjort. Den lå i mange år hen, indtil Alan Elliott tog den til sig, og med hjælp fra moderne teknologi på imponerende vis samlede lyd- og billedoptagelser til Aretha Franklin – Amazing Grace.
Resultatet af Elliotts arbejde er en magisk filmoplevelse centreret om det musikalske vidunder, Aretha Franklin var. Hun formår med den ene vokallevering efter den anden at tryllebinde både publikum i kirken og foran skærmen. Fra første tone rejser gåsehuden sig, og den lægger sig aldrig helt igen, før rulleteksterne løber over skærmen. Der hersker virkelig en stemning af, at man bevidner og berører noget helt særligt.
Franklin er overmenneskelig og guddommelig, men fremstår samtidig utroligt nærværende og menneskelig. Når Pollack og hans hold isolerer den syngende gudinde i nærbilleder, føler man sig som den eneste anden i verden. Hendes stemme går direkte i hjertet, og alt drejer sig om dette ene øjeblik, hvor musikalitet, personlighed og historie mødes i yndefuld symbiose.
På samme vis som den Gud, alle ved koncerten lovpriser så meget, formår Franklin at skabe samhørighed og rendyrket eufori. Alle i salen hopper, danser, klapper og ikke mindst tudbrøler, så snart de rammes af hendes lyd. Samspillet med Pastor J. Cleveland er ligeledes fænomenalt. Han komplimenterer hende på genial vis, både som udadvendt og vittig vært ved koncertgudstjenesten, og som en dyb og gennemtrængende andenstemme. Særligt da de to ses side om side i en splitscreen, fungerer de som en sammentømret enhed, der fra Franklins barndom har været sammenbragt af de fælles rødder i, og kærlighed til, gospelmusikken.
Amazing Grace handler om musikken, og formår langt hen ad vejen at holde denne i fokus, men bruger få steder for meget tid på afstikkere, som da Franklins far holder tale. Det er selvfølgelig spændende og højst relevant at få fortalt om hendes barndom med musikken og hendes tidlige møde med Pastor J. Cleveland. Desværre mister filmen her en smule af det storladne, musikalske momentum, som Franklins stemme og himmelske nærvær etablerer. Samme stemme sikrer dog, at man hurtigt glemmer de lidt ærgerlige pauser, og igen nikker med hovedet, trommer sig selv på lårene og føler, at man sidder lige der i kirken, som en del af Aretha Franklins opvisning i kraft og ynde.
Det store spørgsmål omkring Amazing Grace er naturligvis, om filmen stadig er relevant og bevægende, næsten 50 år efter dens optagelse. Og svaret er såre simpelt ja. Aretha Franklin er et monument i musikhistorien og hendes stemme er og bliver en af de allersmukkeste nogensinde. Den bliver i Amazing Grace, på levende og storladen vis akkompagneret af musik, sang, en perfekt fysisk ramme og en intens, emotionel tilstedeværelse. Det skaber en dybt musikalsk filmoplevelse, som transcenderer og ignorerer springet fra 1972-2020, fremstår som en gave til nutiden og efterlader en med følelsen af, at musikken jo egentlig nok var bedre dengang.
Kommentarer