Anmeldelse
ARCTIC: Mads Mikkelsen er suveræn i intens overlevelseshistorie

Af Emil Risvig

Med enorm succes i udlandet er Mads Mikkelsen blevet én af de mest prominente skikkelser i branchen. Den danske verdensstjerne har bl.a. medvirket i tre af de største filmfranchises; James Bond-skurk i Casino Royal (2006), ond troldmand i Doctor Strange (2016) og manden bag designet af Dødsstjernen i Rogue One: A Star Wars Story (2016). Hvor han i disse store blockbustere er i fint selskab med nogle af Hollywoods superstjerner, er han i Arctic helt alene om at bære filmen, næsten uden replikker – og han giver en kraftpræstation.

Mikkelsen spiller H. Overgård, eneste overlevende fra et flystyrt på Arktis. Vi kender kun hans navn ud fra skiltet på den røde parkacoat, han er iklædt, ellers bliver det ikke nævnt. Ulykken er formentlig sket et stykke tid forinden, for filmen begynder midt i en montage, der hurtigt etablerer, hvordan han får sin hverdag til at fungere. Med faste rutiner klarer han den lige: grave videre på det kæmpemæssige SOS i sneen, sende nødsignaler, fange fisk, sove i flyets skrog og så om igen.

Da en redningshelikopter endelig finder ham, er uvejret så slemt, at den styrter ned. Piloten dør, og en ung dame overlever. Overgård redder hende, men hun har et betændt sår i maven, og hun er bevidstløs. Han må derfor beslutte, om han skal blive i sikre omgivelser og vente på den hjælp, der aldrig kommer, eller risikere sit liv og med hende på slæb begive sig ud for at finde civilisation.

Overgård er snarrådig og handlekraftig. Man ved ingenting om hans job eller familie, eller hvorfor flyet styrtede ned. Man ved dog, at han er dansker; et par enkelte gange i filmen udbryder han et: ”Hold nu kæft mand” på godt gammeldags Mads Mikkelsk, men ellers kan man tælle filmens replikker på et par hænder.

Det er udelukkende via ansigtsmimik og kropssprog, at Mikkelsen bringer sin karakter til live, og han viser en intens sårbarhed, der gør hele filmens udtryk mere troværdigt. Det er en fornøjelse at se på, og jeg vil gå så langt at sige, at han leverer en af sin karrieres bedste præstationer.

Den brasilianske instruktør-debutant Joe Penna skildrer på realistisk vis, hvor ubarmhjertigt det iskolde arktiske landskab kan være. Moder natur er ikke nogen særlig venlig moder. Der er ingen genveje, og hvis man ikke har viljen til at leve, så dør man. Til tider kan de mange indstillinger af Overgård, der bare vader derudaf i den knasende sne, virke redundante, og der mangler lidt flere dramatiske sekvenser, før filmen for alvor rammer plet. Ikke desto mindre er Arctic en fængslende overlevelseshistorie, og Mads Mikkelsen er stadig den ukronede konge af dansk skuespil.

Kommentarer