Af Gustav Stubbe Arndal
I 2011 skulle Marvel introducere en ny superhelt: Thor. Han var en langhåret, rebelsk kongesøn, hvis opgave var at samle et magisk våben op for at vise sig værdig til tronen, og han tog på eventyr i forskellige magiske riger. De besluttede sig for at hyre Shakespeare-eksperten Kenneth Branagh til at instruere og holdt sig til en simpel fortælling i tre klare akter. Da DC skulle gøre noget lignende, hyrede de James Wan, instruktøren bag Furious 7 (2015), og forsøgte at mase tre film sammen i én. Resultatet er et mildt underholdende rod.
Den grundlæggende præmis er ellers lovende: Arthur Curry er søn til Atlantis’ dronning Atlanna (Nicole Kidman) og hendes elsker fra overfladen. Atlanna måtte vendte tilbage til Atlantis, da Arthur var lille, og alt tyder på, at hun blev henrettet for at have haft ham. Nu holder han sig langt fra det mytiske rige, og bruger sine superkræfter til at redde folk fra skibbrud og pirater. Men da hans halvbror truer med at samle havets folk i en krig mod alle landboere, må han tage ned og gøre krav på tronen.
For at vinde atlantianernes hjerter, skal han finde en legendarisk gylden trefork fra landets storhedstid, men ikke før, han udfordrer halvbroren Orm (Patrick Wilson) til kamp, og ikke før, han slår en højteknologisk pirat ihjel, hvis søn nu ønsker hævn. Så er der det politiske spil, en masse ekspositionsscener, mysteriet om morens skæbne, og den smukke action-prinsesse Mera (Amber Heard), der følger ham på eventyret.
Aquaman drukner ironisk nok i sit eget plot. Et stærkere manuskript eller en mere karismatisk hovedperson havde måske holdt den oven vande, men Jason Momoas hot-topic havkonge gør ikke arbejdet. Det er ikke fordi, Momoa ikke har evnerne (han er ti gange mere kongelig som Khal Drogo i Game of Thrones), men mere fordi, han har så lidt at arbejde med.
Der er knap skyggen af en karakterudvikling. Arthur virker til at være ”værdig” fra starten af, hvilket alle andre end skurkene også går ud fra, at han er. Han agerer birolle til kong Orms og prinsesse Meras historier, mens billed- og musiksiden insisterer på, at han er supervigtig. Filmen fungerer således ikke som ”origin-story.” Dette er nemlig ikke historien om, hvem Aquaman er, og hvorfor. Det er historien om, hvordan han blev konge og fik en magisk trefork.
Ikke at der er noget galt med deres jagt efter våbnet. Mera og Arthurs søgen efter magiske artefakter fra gamle kongeriger under Sahara-ørkenens sande og på ukendte have kunne sagtens have været en film for sig, der lånte fra Indiana Jones, ligesom Black Panther (2018) drager inspiration fra James Bond. Men igen mangler der fokus, og deres rejse bruges som grundlag for en kærlighedshistorie, der er lige så sjælløs og obligatorisk som filmens vittigheder.
Hver halvbagte ide går ud over helheden og gør filmen til en langtrukken, ustruktureret affære. En hel time inde i filmen pauses hele fortællingen for at levere yderligere eksposition med CGI-effekter, der svarer til PowerPoint præsentationer for millioner af dollars.
Ikke at de gør verden mere detaljeret eller levende. Atlantis er bestemt en pragtpræstation i visuelle effekter, men vi får ingen fornemmelse for, hvad atlantianerne laver, hvordan de bor, eller hvad de synes om verdenssituationen. De kan alle inddeles i tre kategorier: en håndfuld navngivne adelige, en masse anonyme gladiator-tilskuere og en hær af disponérbare soldater, klar til at blive lemlæstet uden konsekvenser.
Når Arthur, Mera eller Orm taler til ”Atlantis’ folk,” taler de altså ikke til nogen som helst, og det kan ses på skuespillernes performance. Nicole Kidman er nok den mest troværdige som en blanding af havfrue og elverdronning, men når hun skal levere linjer som ”i havet vaskes vores tårer væk,” må man rulle med øjnene.
Filmen er umådeligt doven og uoriginal, indtil action-scenerne begynder. Hvis alt, man leder efter, er en scene, hvor en kaiju kommer bragende op fra havbunden for at afbryde et slag mellem tusindvis af krabbefolk og kæmpesøheste med laser-pistoler, så er man kommet til det rette sted. Aquaman er bestemt sjovest, når den omfavner sine egne tosserier og kyler billeder af havcivilisationer på lærredet, selvom man både bliver træt af spændingsløse kampe og grumsede, mørkeblå landskaber.
Lydsiden har bestemt været en udfordring. En udfordring, de slet ikke klarer. Denne film larmer! En rungende baggrundsbas kan høres i næsten hver undervandsscene, når man ikke bombarderes med sørgelige eller romantiske violiner eller distraherende popsange. Selv dialogen bliver givet en ekko-effekt under vandet, som man hurtigt bliver træt af. Det er en sanselig oplevelse, ja. Men ikke altid af den gode slags.
Det er svært at sige, hvad der er mere underligt: at vi lever i en tid, hvor så fjollet og overambitiøs en film som Aquaman bliver lavet for millioner, eller at resultatet ender med at være så tørt og tomt. Det føles, som om James Wan og hans filmhold troede, at de kun kunne lave én af de her film, så de brugte alle idéer på samme tid. Og efter at have set resultatet, håber jeg desværre, at de havde ret.
Kommentarer