Af Viktor August Mortensen

Det er sjældent, at man ser Københavns ikoniske Imperial – eller nogen biograf for den sags skyld – udsolgt til ære for en dansk musikdokumentar. Den observation delte Soundvenues filmredaktør og vært for forpremieren af Aphaca: Brug for hinanden (2026), med efterfølgende talk. Det siger en del om størrelsen på Aphacas relativt nyfundne succes. Men rummer den nye musikdokumentar om Aphacas vej til toppen blot en omgang fanservice til deres allerede kæmpe fanskare?

Allerede to år inden Aphaca indtog Roskilde Festivals Arenascene, til et overvældende fremmøde, begyndte Emil Næsby Hansen at følge de fire unge bandmedlemmer. Dokumentaren indleder med at tease for den vilde koncert, før den skruer tiden tilbage til 2022, hvor bandet har netop fået en pladekontrakt og skal til at optage deres allerførste EP. Dokumentaristens timing, må ligge på spektret mellem det geniale og det utroligt heldige.

Filmens meget individuelle fokus på de fire unge medlemmer, giver dog fornemmelsen af at motivationen for at lave filmen, ikke ligger i en spådom om kommerciel storhed. Den rivende stigning i månedlige lyttere tager nemlig bagsædet til fordel for intime og unikke individuelle portrætter af den følsomme forsanger, Rumle, den perfektionistiske trommeslager Noah, den energiske bassist Bertram og den talentfulde pianist Bertil.

Hvert medlem tegnes som karakterer i nærmest fiktiv forstand. En måde hvorpå deres personlighed emmer frem på lærredet. Det er tydeligt at Emil Næsby Hansen har skabt et tæt forhold til musikerne, da man inddrages i alt fra psykologmøder til kærestebesøg i Paris. Det er en unik vinkel, uden fokus på de glamourøse dele af succes, men i stedet på bagsiden af medaljen i formen af stress, udbrændthed og usikkerhed.

Det individuelle fokus gør dog at Aphacas vilde vej til stjernestatus tabes på vejen. Dokumentaristen har haft en unik mulighed for at indfange en meget sjælden udvikling, men nedprioriterer det til en grad, hvor succesen næsten lidt svær at tyde. Det eneste tegn på, at Aphaca bliver så store som de gør, er gennem portrætteringen af de konsekvenser det har på bandmedlemmerne. En tendens der gør dokumentaren indforstået.

Dokumentaren stråler i den markant bedre anden halvdel, hvor Emil Næsby Hansen kommer tæt på de fire drenge. Så det er en skam, at man skal igennem en lang del af studieoptagelser, der ved første blik er sjove og interessante, men løbende bliver gentagende og kedelige. Filmens tekniske begrænsninger ved kun at være filmet med et enkelt kamera, kommer til udtryk gennem spøjse klippevalg og uinteressante billeder.

Hvor dokumentaren virkelig brillierer teknisk, er i de mere iscenesatte iagttagelser. Højdepunktet værende scenerne der fanger selve koncerten på Roskilde festival. Her formår filmen smukt at bringe de fire individer sammen på scenen filmisk, i en rørende sekvens, der giver lige så meget FOMO, som den smukt skyder festivalsæsonen i gang.

Kort efter filmens afslutning, kom aftenens egentlige højdepunkt, nemlig de fire medlemmer af Aphaca og instruktør Emil Næsby Hansen, ind i skyggen af Imperials kolossale lærred. Et stort bifald ved drengenes entré, gjorde det klart hvordan det kunne lykkedes at fylde den store sal, til en dokumentarfilm. De beskriver smukt filmen som en gave, de har fået foræret. En unik mulighed for at se tilbage på en tid, de måske selv blev lidt væk i. De fortæller også om, hvordan forholdet med Emil Næsby Hansen voksede, og at de i dag har formet et venskab med instruktøren, og at hans tilstedeværelse til de meget intime psykologsamtaler, virkede meget naturligt. Et bevis på det stærke dokumentararbejde.

Aphaca: Brug for hinanden er en dokumentar med en unik tilgang, der skal lovprises for sit dokumentariske arbejde, men skal kritiseres for sin indforståethed. Hvor nogle sekvenser er flot indkapslet og tilrettelagt, bliver andre kedelige og gentagende. Resultatet bliver en til tider frustrerende dokumentar, der ikke helt indfrier sit potentiale, men uden at skuffe helt.