ANTI: Klichéfyldt ungdomsfilm

Af Simone Korfix Lindgreen

Den dominerende leder af graffitigruppen CHAOS, Johan, tager fat i Simon og løfter ham truende hen til kanten af et københavnsk tag med ordene: ”Du vil gerne ud og male, vil du ikke?”

Sådan lyder en af de centrale replikker fra Morten BHs anden spillefilm, ANTI. Lyder det bekendt? Så prøv at skifte ordet ”male” ud med ”være med i hulen” og se, om det ringer en klokke. Ja, filmen trækker i høj grad på gamle klichéer fra danske ungdomsfilm, og historien er klassisk og set før: Lige efter bogen bliver den kunstneriske og oprørske Simon komplimenteret af den kløgtige og fornuftige bedste ven, Frede. Sammen drager makkerparret til København for at udleve Simons drøm om at blive graffitimaler, men det hårde undergrundsmiljø sætter deres venskab på prøve.

Det ville ikke undre mig, hvis disse ord er blevet sagt i løbet af produktionen: ”Når nu vi laver en dansk ungdomsfilm, så skal den sørme også have hele armen!” Narrativt er filmen simpelthen ét stort blodbad af klichéer, og det er ikke alle, der bliver ført helt til dørs. Eksempelvis er Fredes mor alkoholisk, og drengene finder hende beruset ude foran ejendommen. En besværet forælder er ofte blevet brugt til at formidle et budskab om, at der hviler et stort ansvar på ungdommens spinkle skuldre. I ANTI opnås absolut intet ved at kaste denne gamle kliche op i luften, når den ikke bliver grebet igen senere i filmen og brugt til at fortælle en historie.

ANMELDELSE AF:
Anti

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Morten BH

LAND:
Danmark

Morten BH kender vi tidligere fra komedie- og TV-satire-verdenen, og den erfaring fornemmer vi i filmen – både på godt og ondt. Der bliver slynget et par reelt sjove one liners afsted, som bringer et grin frem hos selv den mest tilspidsede anmelder. Men man kan ikke undgå at lægge mærke til de vage overgange fra scene til scene; et stillbillede af København, et tog eller en mur med graffiti. Det er en let købt løsning, som lugter lidt af den TV-verden, Morten BH har befundet sig i de seneste år. Oven i hatten kommer et middelmådigt og til tider direkte dårligt skuespil.

Filmen bliver imidlertid gradvist bedre, idet man får nedjusteret sine forventninger til plottet og skuespillet. Det skaber plads til at fokusere på de ting, som rent faktisk fungerer ganske glimrende. Morten BH drømte om at lave en graffiti-film med et stærkt budskab om overgangen fra barn til voksen, og det er lykkedes. Ligeledes lægger filmen en stil for dagen, som er anderledes og ret interessant; BH har valgt at lade lydsiden og det visuelle smelte synkront sammen i enkelte scener, og derved skabt en cool rytmisk hip hop stemning. Dertil medvirker et tåget gyldent skær især til fornemmelsen af at befinde sig i den artsy undergrund. Filmen er i sig selv blevet kæk, smart og syrende, præcis ligesom den undergrundsgraffiti, filmen omhandler.

I disse æstetiske indstillinger brillerer filmen og viser os et potentiale. Men denne trance varer ikke længe ad gangen. For vi må med et suk konstatere, at det uoriginale plot og vældet af middelmådigt overleverede replikker simpelthen ødelægger helhedsoplevelsen.

Kommentarer