[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjarke Johansen [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Efter sin kamp mod superskurken kaldet Loppen nyder Pelle Nørmahn sit liv som superhelten Antboy i sin lille hjemby. Folk elsker ham, og endelig får han den opmærksomhed, han har søgt efter. Men ikke kun kommer der snart knuder i hans forhold til den pige, han er vild med, det viser sig også, at der er en ny skurk på banen – en tilsyneladende usynlig fjende, der kender hans hemmelige identitet og vil ødelægge hans liv. Hvordan skal Antboy dog klare den?
Da den første Antboy, baseret på en række ungdomsbøger af samme navn, blev vist i de danske biografer sidste år, havde den æren af at være den første danske superheltefilm. På mange måder virkede filmen som en lettere udvandet version af Spider-Man’s nu klassiske oprindelseshistorie sat i børnehøjde. Alligevel var det stadig et simpelt, solidt superhelte-eventyr, og den gav os bestemt et highlight i form af den bloddrikkende Loppe, spillet af Nicholas Bro, der desværre aldrig fik lov at få en rigtig kamp mod den lille superhelt. Men meget af dette er der rettet på i denne fortsættelse.
Antboy II: Den Røde Furies Hævn har den fordel, at det ikke længere er nødvendigt at bruge tid på Antboys oprindelse, og kan derfor gå direkte videre til at fortælle en historie og give Antboy nye udfordringer – og det gør den så sandelig også. Filmens hovedskurk, Den Røde Furie, er en meget anderledes superskurk end Loppen, og tager en mere lusket og mentalt forstyrrende tilgang til sin kamp mod vores lille helt, altimens Loppen stadig trækker i trådene fra sin fængselscelle og skaber nye farer for Antboy, hvilket både bekræfter og gør ham fortjent til sin status som ærkefjende uden blot at genbruge ham totalt. Samtidig er også forholdet mellem Antboy og hans hjælpere, tegneserienørden Wilhelm og Pelles måske-kæreste Ida, mere kompliceret end i den første film. Resultatet bliver, at Pelle må bruge både styrke, hjerne og hjerte i højere grad end i den første film, og det er rart at se en udvikling i konflikternes natur i denne serie.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Antboy: Den Røde Furies hævn[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ask Hasselbalch[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Med dette sagt er Antboy II dog ikke uden sine egne problemer. Det mest fremtrædende af disse er motivationen bag Den Røde Furies hævntogt mod Antboy. For selvom Furien kæmper på en helt anden måde end Loppen gjorde, er motivationen ganske enkelt for tynd til at retfærdiggøre hvor aggressivt hævntogtet mod Antboy bliver. Det er dog muligt, at det er et forsøg på at gøre skurken nemmere at relatere sig til for det unge publikum. Det er forfriskende og anderledes at have superskurke på heltens egen alder, men det er ganske enkelt svært at sluge, at noget så småt kan sætte noget så stort i gang, i hvert fald indtil andre begivenheder senere i filmen giver Furien flere troværdige grunde til at slå fra sig og blive mere aggressiv.
Derudover er trekantsdramaet mellem Pelle, Ida og den nye dreng i klassen, der prøver at tage Ida fra ham, ganske enkelt en frustrerende stopklods for resten af filmen. Pelles romantiske rival er en overdrevet Hr. Perfekt-karakter, der kan charmere Ida med ting som buddhisme, guitarspilleri, aktivisme og veganermad. Han er så voldsomt karikeret, at man tror, det er en spøg. Det ville ikke være et problem, hvis han ellers ikke spillede rollen som rival helt efter bogen uden den mindste smule yderligere parodi. Denne karakter, omend rimeligt velspillet, bliver aldrig tildelt nogen grund til at gøre de ting, han gør, andet end at filmen åbenbart manglede et romantisk b-plot, der heller aldrig får en egentlig konklusion.
Men Antboy II er trods enkelte mangler en fin superhelte-film, der sagtens vil kunne underholde børn og unge, deres forældre og andre superheltefans, og man bør ikke sige nej til flere fortsættelser, nu hvor vi har vist, at vi sagtens kan lege med i Danmark. Ganske som med Dannys Dommedag (2014) kan man nu kun håbe på, at filmen vil give flere manuskriptforfattere og instruktører blod på tanden til at lave nogle flere film i samme genrer til det voksne publikum.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer