Af Gustav Stubbe Arndal
Anime er i løbet af de sidste årtier gået fra en stort set ukendt niche, til et underholdningsmedie på nippet af at nå mainstream-publikummet. Streamingtjenester som Netflix støtter op om den japanske animationsindustri, vestlige tegnefilm drager inspiration og låner talent derfra, og store instruktører har ladet sig inspirere af dens æstetikker.
Udover typiske emner – kæmperobotter (mecha), kæmpemonstre (kaiju), teenagere med superkræfter, der kæmper sammen med deres venner osv. – er der en særlig stemning i sådanne shows. En stilet elegance frem for kaos i deres kampscener, og en voldsomhed og alvor, der kan stå i kontrast til mere fjollede dele.
Hvis du har set The Matrix (1999), Pacific Rim (2013) eller Kill Bill (2003-2004), så har du set, hvordan denne stil har ramt Hollywood (Kill Bill: Vol. 1 har endda en animeret sekvens lavet af anime-studiet Production I.G.), men selvom stilelementer har nået den amerikanske vestkyst, har selve anime- og mangaserierne, der inspirerede instruktører som Quentin Tarantino og Guillermo del Toro, endnu ikke fundet sin plads.
Live action anime er hovedsageligt kendt for sine forfærdelige fejltagelser, frem for sine succeser. Fra den mere nylige Ghost in the Shell (2017), som blev skarpt kritiseret for at give Scarlett Johansson en oprindelig asiatisk rolle, til legendariske bommerter som Dragonball Evolution (2009), der er blevet et fortrængt minde blandt fans af den originale serie – denne type film har mildest talt et dårligt ry.
Det er bestemt ikke, fordi man ikke kan lave gode film ud af manga og anime. Wachowski søstrenes Speed Racer (2008) er et kult-hit, der omfavner anime-looket i en syret fest af CGI og skarpe farver, og Edge of Tomorrow (2014), baseret på den manga-illustrerede roman All You Need Is Kill (2004) er bundsolid sci-fi action med Tom Cruise i topform.
Men i en tid, hvor mangaserien One Piece (1997-) snart overtager Batman i globale tegneseriesalg, og Hollywood fortsat søger et internationalt publikum, er det ikke nok med kult hits og obskure sci-fi præmisser. Hvad skal der til, for at live action anime får sit store gennembrud?
Første Problem: Format
Det mest åbenlyse ville være at tage de mest populære, action-orienterede anime- og mangaserier og filmatisere dem. Hvis det virkede for superhelte som Spider-Man (2002), hvorfor så ikke store fantasy-action serier som One Piece eller Naruto (1999-2014)?
Her rammer vi det første problem. De største actionmangaer optræder i det ugentlige Shonen Jump magasin, hvor serier er startet og vedligeholdt af enkelte mangaforfattere. De er designet til at være langvarige fortællinger, der først stopper, når interesse eller ideer løber ud.
One Piece, den suverænt mest populære i Japan, begyndte som en fortælling om den unge Luffy, der får skøre superkræfter og drømmer om at blive piratkonge ved at finde en legendarisk skat. Men i dag, over 900 kapitler senere, er Luffy berygtet pirat i en rigt detaljeret verden med hundredvis af navngivne karakterer. Naruto, en mere populær serie i vesten, kørte i femten år, og indeholder ligeledes et enormt karaktergalleri og nok overskurke og idéer til ti fulde film.
At filmatisere værker som Naruto eller One Piece er som at lave en film ud af Game of Thrones – det ville kræve store ambitioner, endnu større kompromiser, og viljen til at starte en filmfranchise af enorme proportioner. Selv en genkendelig, afgrænset fortælling, som for eksempel kampen mod den onde Frieza i Dragon Ball Z (1989-1996), bygger på næsten 300 mangakapitlers karakterer og baggrundshistorier.
Der er selvfølgelig animeer, der ikke er så episke i deres fortælling og stadig er enormt populære, og de vil sandsynligvis bane vej for mere ambitiøse projekter. Men selv hvis vi finder en miniserie eller film på den helt rigtige længde, render Hollywood stadig ind i et mere unikt problem.
Andet Problem: Kulturel Oversættelse
Anime adskiller sig som filmmateriale fra amerikanske tegneserier og videospil i, at de kommer fra en stærkt ikke-amerikansk kultur. Japan har sine egne troper, æstetiske konventioner og kulturelle baggrund, som mange af de bedste animeer drager stærkt fra. Det er en af mediets styrker, men det skaber også store problemstillinger for Hollywood, der generelt har en ubehagelig historie omkring asiatisk repræsentation.
Det mest åbenlyse eksempel er, som nævnt før, Scarlett Johansson i rollen som Major, en karakter, der oprindeligt hed Motoko Kusanagi og klart var præsenteret som asiatisk figur. Men Ghost in the Shell præsenterer også nuancer i problemstillingen – Major er en cyborg med en helt syntetisk krop, og manden bag 1995-filmatiseringen er selv ganske tilfreds med Johansson i hovedrollen.
Andre tilfælde er mere klare. Dragonball Evolution tog en eventyrlig fortælling, der blandede østlige ideer om kampsport og zen med klassisk asiatisk mytologi og humor, og gjorde hovedpersonen Son Goku (navngivet efter en klassisk figur fra kinesisk kulturhistorie) til en amerikansk high-schooler. Og The Last Airbender (2010) tog en anime og asiatisk inspireret amerikansk tegneserie og vendte op og ned på de kulturer og etniciteter, serien repræsenterede.
Anime har samtidig en tradition for ikke at bekymre sig om etniciteter. Naruto er en lyshåret, blåøjet ninja i en mystisk, japansk-inspireret fantasy-verden; hvordan skal Hollywood caste ham? Hans rival Sasuke er bestemt asiatisk, med kulsort hår og skarpe øjne, mens Sakura, der fuldender deres trio, har pink hår. Hvornår stjæler man roller fra asiatiske skuespillere, og hvornår er det logisk oversættelse?
Netflix’ Death Note (2018) fik kritik for ”whitewashing” ligesom Ghost in the Shell, men der drejede det sig om at transportere en fortælling fra Japan til USA. Hovedpersonen Light Yagami (nu Light Taylor) er et privilegeret geni, der får storhedsvanvid da han kommer i besiddelse af et magisk våben – hvorfor ikke gøre ham til en hvid amerikaner?
Små Skridt Fremad
Alita: Battle Angel, den biografaktuelle anime-filmatisering fra James Cameron og Robert Rodriguez, har fået generelt positiv omtale, men minder mest af alt om værker som Speed Racer – et passionsprojekt, der får sine fans, men ikke det gennembrud, vi stadig venter på. Det er dog stadig et skridt i den rigtige retning.
Den syntetiske Alita bliver spillet af latina skuespillerinden Rosa Salazar, og den oprindelige serie foregår i et multikulturelt cyberpunk-landskab, så den undgår problematisk racepolitik. Og den oprindelige serie er ikke nær så uoverskueligt som de større serier, vi har i dag.
Netflix kommer nu også på banen med en The Last Airbender serie, der lover bedre diversitet end den uheldige filmatisering, og har også offentliggjort planer om at lave en live-action serie baseret på klassikeren Cowboy Bebop (1997). Netop Bebop er godt materiale for Hollywood, da den drager på vestlige genrer som westerns og noir og indeholder et karaktergalleri med vestlig såvel som asiatisk baggrund.
Hollywood har bestemt ressourcerne og talentet til at bringe anime til live på det store lærred. Hvis man kan overkomme de kulturelle og logistiske udfordringer, er det blot et spørgsmål om tid, før nytænkende, passionerede filmhold bringer nogle af vor tids sejeste fantasy- og actionfortællinger til det brede publikum i vesten. Indtil da må vi vente og krydse fingre.
Kommentarer