[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Adam Ambus Madslund[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Et af den moderne populærkulturs helt store spørgsmål bliver med Angry Birds Filmen (2016) endelig besvaret – hvorfor er fuglene i det ekstremt populære smartphone-spil så vrede? For at få svaret må man sidde i biografmørket i 90 minutter, så derfor er det vigtigere først at spørge: er der noget at komme efter? Desværre ikke. Tværtimod.
Filmens omdrejningspunkt er fuglen Red. Red har haft modgang hele sit liv og er som resultat vred på alt og alle. Han forsøger ihærdigt at tage afstand fra de andre fugle omkring ham. En dag ankommer et skib fyldt med grønne grise til Red og de andre fugles ø, noget de aldrig før har set. Fuglene byder grisene velkommen med åbne vinger, undtagen Red. Han er nemlig overbevist om, at grisene har skumle bagtanker. Han tager derfor sagen i egen hånd, for at finde ud af, hvad grisenes planer egentlig er.
Først og fremmest skal ret være ret. Filmen er ekstremt flot og velanimeret. Alle fuglene skiller sig ud fra hinanden, og verdenen omkring dem er både levende og farverig. De danske stemmer er også leveret med både indlevelse og energi, selv når akavede oversættelser som ”fotobombe” sniger sig ind. Derfor er det en skam, at indholdet er uudholdeligt hysterisk og aldrig giver sig tid til at dvæle. Den eneste gang, der reelt dvæles ved noget, er i en alt for langtrukken joke omhandlende tis, som nok kun de mindste vil finde morsom.
Filmen forsøger dog ihærdigt også at få overvundet et mere voksent publikum. Desværre gøres dette ikke med intelligent humor og gennemførte visuelle gags, men i stedet ved at kaste om sig med referencer til bl.a. Daft Punk og Ondskabens Hotel (1980). Det bliver hurtigt trættende og virker som en direkte doven måde at fange de lidt ældre på. Det eneste, man egentlig identificerer sig med, er Reds vrede, da alle fuglene i hans omgangskreds er karikerede, irriterende og flade karakterer.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Angry Birds Filmen[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Clay Kaytis & Fergal Reilly[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Finland & USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]De mindste vil dog sikkert have en fest med filmen. Tempoet er højt, alt er farverigt, og det action-fyldte klimaks i krigen mellem fugle og grise må være børnenes svar på superheltefilmenes destruktionsniveau. Alligevel vil jeg ikke opfordre nogen til at tage deres børn med ind og se den. Selvom filmen forsøger at fortælle, at det er okay at være vred en gang i mellem, og intet godt kommer af at begrave sine følelser, er det en anden, mere bitter morale, man efterlades med. For det eneste, fuglene egentlig lærer i løbet af filmen, er, at man ikke kan stole på nogen fra en anden race. Selvom det forhåbentligt ikke er intentionen, er det meget uheldigt, at man efterlades med dette, specielt i den situation verden står i i dag.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer