Af Gustav Stubbe Arndal
Japansk animation fra 1980’erne blev endevendt af hjemmevideoteknologi. Evnen til at lave anime og sælge det direkte til publikum udenom de dominerende film- eller tv-selskaber gjorde plads til en ny side af industrien. Det var en guldalder for animationskvalitet for genrefans, for grænseoverskridende vold og sensualitet, og, til en vis grad, for kunstnerisk frihed.
Det er i hvert fald tilfældet for Angel’s Egg, en visuelt overdådig og tematisk fascinerende film, der har mere tilfælles med avantgardekunst, end den har med de science fiction og fantasyværker, der dominerede tidens ”OVAs” (Original Video Animations). Filmen, hvis nyrestaurerede version bliver vist i Gloria denne måned, synes mere passende på et biograflærred, eller endda på væggen i et museum, end på datidens flimrekasser.
Mamoru Oshii, som skrev og instruerede filmen, er i dag mest kendt for det epokegørende cyperpunk-værk Ghost in the Shell (1995), og der er fællestræk at finde – en dragende, unik verden med rige baggrundsdetaljer, og en interesse i symbolik og filosofi. Man skal dog ikke træde ind med mange forventninger, for Angel’s Egg er ulig de fleste konventionelle film, anime eller ej.
Der er en fortælling, men næsten intet plot. Vi følger en pige (Mako Hyodo), der vandrer gennem en verden af ruiner med et æg, hun passer på. Vi møder en dreng (Jinpachi Nezu) med et korsformet gevær (eller måske et kors lavet ud af rifler), som vist er det eneste andet levende menneske. De udveksler et dusin linjer dialog, samt en enetale om Noahs ark. Filmen begynder og ender med enorme, fængende billeder, der er svære at beskrive eller tyde.
Oshii er mere interesseret i symboler og mytologi end bogstavelig mening. ”Pigen” (både hun og ”drengen” er uden navn) er en fabelfigur af den kollektive bevidsthed – en uskyldig, ensom tigger, der holder et håb for fremtiden i live. H.C. Andersen gav hende svovlstikker; Oshii giver hende et æg. Yoshitaka Amano, som arbejdede tæt med Oshii og designede filmens figurer, giver hende en manke af uredt, blegt hår, der stritter ud over lærredet.
De bibelske temaer er mere æstetiske end religiøse. Historien om syndfloden og arken er ældre end selv det gamle testamente, og Oshii leger med konceptet ligesom en maler ville lege med farver. Hvad han har at sige kan ikke tydes af drengens snak om forsvundne fugle, men skal mærkes i de rige billeder, som synes komplette i sig selv: en grøntglødende kunstig planet dækket med statuer; en spøgelseshær af fiskere på jagt efter skyggerne af enorme hvaler, der svømmer gennem en forladt by; en parade af bronzefarvede kampvogne, der ser mere biologiske end mekaniske ud.
Mest fremtrædende for mig var fossilerne, der våger over pigens hjem – et levn af noget levende, der ikke er til stede, ligesom fiskenes skygger eller byernes ruiner. Hvor fossilerne bevidner fortidens liv i deres døde form, spår ægget om fremtidigt liv uden at afsløre dets udseende. Drengen er endda skeptisk om, hvorvidt det indeholder noget overhovedet.
Jeg har selv lignende tanker om filmen selv. Er vi ude i smuk abstraktion eller tåget uklarhed? Hvis man klækker værket åbent, er der så noget under overfladen? Det er dog svært at klage, når overfladen er sådan en overflod af mindeværdige motiver. Ved sit bedste er Angel’s Egg en symfoni i et dystert tonelege, et bevægende maleri af et fremmed, men underligt bekendt, landskab. Ikke en gåde, der skal løses, men et enestående kunstværk, der skal opleves.