Barnets fantastiske sind er ikke et fremmed emne for den danske instruktør Anders Walter. Han udforskede det på fineste vis for nogle år siden i sin Oscarvindende kortfilm Helium (2013), hvor drengen Alfred gennem en fantasiverden bliver afklaret med at skulle dø. I Walters spillefilmsdebut, I Kill Giants (2017), bliver vi endnu en gang inviteret indenfor i barnets verden, og resultatet er, trods ridser i lakken, overvejende positivt.
I filmen følger vi pigen Barbara (Madison Wolfe), der har lidt mere at se til end andre piger på hendes alder. Hun er nemlig i al hemmelighed en dedikeret kriger, der beskytter lokalsamfundet mod grufulde kæmper. Hver dag bruger hun timer på at notere kæmpernes færden i skovområderne omkring byen, udtænke snedige fælder, konstruere magiske talismaner og brygge ”lokkemad” af skovsvampe og vingummibamser.
Det går i og for sig ganske glimrende. Lige indtil Barbaras nye veninde, Sophia (Sydney Wade), og skolens psykolog, Mrs Mollé (Zoe Saldana), begynder at komme ind på livet af Barbara og hendes fantastiske hverv.
På trods af den eventyrlige præmis er der alvorlige temaer på spil i I Kill Giants, og det er ikke en film for de allermindste. Det står hurtigt klart, at vi nok er vidner til noget, der foregår inde i Barbaras hoved, og hendes eskapistiske tendenser (der er så omfattende, at hun nærmest er en miniatureudgave af Don Quixote) har åbenlyst rod i noget mere urovækkende end kedsomhed. Det er således en film, der har mere til fælles med Pans labyrint (2006) end Alice i Eventyrland (2010).
Apropos Pans labyrint, så falder I Kill Giants ned i en forholdsvis stor bunke af film om børns fantasifulde bearbejdning af traumer, herunder den meget lignende Syv minutter over midnat (2016), og sammenstillet med disse er Walters film desværre ikke specielt original, hverken hvad angår historie eller stilistik. På trods af dette er I Kill Giants er dog stadig ganske medrivende, og den har nogle intense øjeblikke, der både fremkalder tårer og får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Et eksempel på sidstnævnte kunne være en scene, hvor Barbara og Sophia er ude i skoven. Barbara tjekker urørte fælder og ”spor”, mens hun nøgternt fremlægger sin viden om kæmpers adfærdsmønstre for Sophia. Det er underligt, men uskyldigt nok, lige indtil Barbara giver sig til at undersøge et dødt rådyrlam for at tjekke ”om en kæmpe har taget en bid af det”. I krydsklipningen mellem lammets maddikkebefængte sår, den utilpasse Sophia og den upåvirkede Barbara, forsvinder det uskyldige element pludseligt. Hvad der før var barnlig leg, er nu forvandlet til et urovækkende vidnesbyrd om, at der er noget potentielt farligt i Barbaras måde at leve på. Spørgsmålet er så bare, om denne fare ligger i truslen fra de frygtelige kæmper.
Disse effektfulde lommer af ubehag gemmer sig flere steder i filmen, og de bliver i den grad båret frem af den unge Madison Wolfe, hvis skuespil er vældig overbevisende – både på egen hånd og i samspillet med den mere rutinerede Zoe Saldana. Alle deres scener sammen er både velskrevne og velspillede.
Overordnet er der plads til forbedring. Men ligesom det var tilfældet med Helium, så viser Anders Walter med I Kill Giants at han i den grad har potentiale som historiefortæller. Kære Hollywood, du skal være så hjertelig velkommen til at give den mand nogle flere projekter!
Kommentarer