Af Sophie Worning
Hvad kræver det egentlig at starte en familie? Og hvad består en familie overhoved af?
Det håber den Goya-vindende spanske instruktør Carlos Marques-Marcet på at give os et par ideer om med sin nye film, Anchor and Hope. Filmen er kun hans anden efter debutfilmen 10000 Km (2014). Den bliver også et gensyn med Marquest-Marcets muse, den spansk-engelske Natalia Tena, måske bedre kendt som Tonks i Harry Potter-filmene eller Osha i Game of Thrones (2011-).
I filmen følger vi det lesbiske kærestepar Eva (Oona Chaplin) og Kat (Natalia Tena), som lever det vilde og frie liv på en husbåd i Londons grumsede kanaler. Det bliver der stygt ændret på, når Kats bombastiske ven Roger fra Barcelona kommer på besøg. Hvis filmen havde været totalt forudsigelig, kunne man forestille sig et klassisk trekantsdrama, hvor enten Eva eller Kat bliver forelsket i Roger.
Heldigvis sker dette ikke i Anchor and Hope. Rifterne mellem de tre musketerer opstår, fordi Eva er desperat efter at få et barn. Kat er standhaftig i sin modstand mod Evas projekt, men da hun i en scene befinder sig i en lettere beruset tilstand, går hun modvilligt med til det. Og hvem er bedre end Roger til at være spermdonor? Deres forhold tager nogle skarpe drejninger, efter det lykkes Eva at blive gravid, og de alle reagerer meget forskelligt på hendes graviditet.
Filmen fremstiller de tre hovedpersoners op- og nedture med en naturalistisk elegance og skarp sans for humoristiske situationer. Karaktererne bliver hverken glorificeret eller nedgjort. Man får i stedet en nuanceret adgang til deres motivationer og svagheder, og filmen udspiller sig lige så naturligt og roligt, som deres husbåd kryber gennem kanalerne.
Ud over de forbløffende naturtro karakterer, er Anchor and Hope også bare virkelig morsom. En stor del af filmens mest lattervækkende scener skyldes Oona Chaplins egen mor, Geraldine Chaplin, som dermed spiller Evas hippie mor Germaine. I filmens åbningsscene bevæger Germaine sig ud i en udførlig og dybt seriøs begravelsesceremoni med syngeskål og meditation for Evas og Kats afdøde kat, Chorizo. Til middag hos parret i deres båd insisterer hun også på at give en hyldest til frugtbarhedsgudinden Pachamama, hver gang hun skåler. Hun er skrupskør på den dejligste måde.
Desværre trækker filmen sig ud lidt for længe, og filmens sidste akt kunne godt være forkortet betydeligt. Men filmen er stadig en stor fornøjelse at opleve, til trods for sin langstrakte varighed. At se filmen var så mageligt som at ligge på dækket af en husbåd med sine bedste venner i den varme efterårssol, mens man ubesværet glider af sted.
Kommentarer