Af Magnus Hvidt Thelle

Anaconda er endnu et eksempel på hollywoods vedvarende trang til at genoplive velkendt IP – denne gang i form af et selvbevidst reboot af 90’er-kultfilmen. I stedet for en direkte genindspilning præsenteres vi for en meta-præmis, hvor filmen handler om en vennegruppe, der forsøger at genskabe Anaconda. Det er i teorien et greb, der kunne have givet nyt liv til materialet. I praksis ender det som et tamt kompromis mellem genrefilm, komedie og ironisk distance.

Instruktør og medmanuskriptforfatter Tom Gormican har tidligere vist flair for selvironisk meta-humor i The Unbearable Weight of Massive Talent (2022). Her forsøger han tilsyneladende at gentage succesen ved at kombinere action, komedie og refleksion over filmmediet selv. Problemet er, at hvor Cage-filmen balancerede ironi og oprigtighed, mangler Anaconda både følelsesmæssigt anker og komisk præcision, på trods af komedie-veteranerne, der leder filmen.

Doug (Jack Black) og Griff (Paul Rudd) har været bedste venner siden barndommen og beslutter midt i en kollektiv midtvejskrise at genindspille deres yndlingsfilm: Anaconda. Projektet fører dem dybt ind i Amazonas, hvor deres lavbudgetsproduktion hurtigt kolliderer med virkeligheden i form af en ægte, gigantisk og sulten anakonda. Det er en enkel og funktionel præmis, der burde give rig mulighed for både satire og spænding, men filmen formår aldrig at forvandle gnist til flamme.

Især Jack Black leverer en bemærkelsesværdigt sjælløs præstation. I rollen minder han om en ældre rockstjerne, der spiller ‘the hits’ uden noget særligt engagement. Paul Rudd er mere afdæmpet og professionel, men heller ikke han formår at tilføre figuren dybde eller varme. Filmens påståede kerne i venskabet mellem Doug og Griff fremstår så konstrueret, at man har svært ved at tro på, at de to karakterer ville opsøge hinandens selskab uden kontraktlig forpligtelse. Steve Zahn som Kenny er den klare undtagelse. Hans timing og naturlige tilstedeværelse leverer filmens få reelle komiske øjeblikke, men han kan ikke alene bære filmen – på trods af en veleksekveret, men éndimensionel rolle.

Dialogen er blandt filmens mest hæmmende elementer. Den er overforklarende, mekanisk og blottet for undertekst. Karaktererne siger konstant højt, hvad de føler, hvorfor de føler det, og hvordan det relaterer sig til filmens tema. Øjeblikke bliver skåret så meget ud i pap, at de ender som konfetti. Når jokes samtidig sjældent rammer, bliver dialogen ikke bare flad, men decideret anstrengende.

I filmens indledning kan man forledes til at tro, at den karikerede dialog og stive iscenesættelse er bevidste meta-greb, hvor vi ser scener fra den film, karaktererne selv er ved at lave. Den antagelse viser sig desværre at være ønsketænkning. Det, der føles som et ironisk lag, er i realiteten filmens endelige ambitionsniveau. Det, der føles som en parodi på en dårlig film, er i virkeligheden blot en dårlig film.

Filmen forsøger gentagne gange at trække på gysergenren for at skabe spænding, og isoleret set fungerer enkelte sekvenser da også. Men i kombination med et konstant bombardement af jagtscener og en uafklaret tone mellem komedie og horror ender tempoet med at føles febrilsk snarere end intenst. Overgangene mellem scener er lige så klodsede som en køretur i en bil med firkantede hjul. På trods af en spilletid på blot 99 minutter når filmen at desensibilisere sit publikum fuldstændigt over for sit eget monster.

Anaconda vil gerne være både sjov, spændende og selvbevidst, men ender med at være ingen af delene. Reboot-grebet giver aldrig reel mening, venskabet mangler troværdighed, og humoren er for svag til at bære den ironiske distance. Tilbage står en film, der konstant signalerer, at den ved, hvad den er uden nogensinde at demonstrere, hvorfor det skulle være interessant.