[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Patricia Smollerup[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Hvad sker der, når håbet og meningen med livet bliver taget fra en? Dette berører Jacob Bitsch seneste spillefilm Aminas Breve, baseret på Jonas T. Bengtssons prisvindende roman af samme navn.
I fortællingen møder vi Janus (Esben Smed), som netop er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Han er en mand med en klar mission, som går på at finde sin gymnasieveninde Amina, som under Janus indlæggelse har sendt ham breve. Brevene stopper dog pludselig, og Janus er derfor overbevist om, at der er sket hende noget.
Vi præsenteres for en fortælling om et forskruet sind, og hvordan et menneske finder sine egne lyspunkter at klamre sig til for at finde en mening med sin eksistens. Dette er interessante tematikker, som filmen bringer i spil.
Esben Smed, som fik sit folkelige gennembrud som Nicki i DR-serien Bedrag (2016-) og som John Faxe i Sommeren ’92 (2015), cementerer sin placering som en ny eminent dansk skuespiller og viser, at han bestemt fortjener udnævnelsen, som en af Europas Shooting Stars for 2017, som blev givet ved Berlinalen. Det bliver særdeles spændende at følge ham i fremtiden. Janus er en interessant karakter, og Esben Smed formår på fornem vis at skildre en mand, som både fysisk og psykisk kæmper for at holde sig selv og facaden over for omverdenen oppe. Det vilde og desperate i hans øjne balanceres med en beslutsomhed, mens vi følger Janus gennem forskellige miljøer i København. Dette er utrolig stærkt, og det er helt klart her, at filmen fungerer bedst.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Aminas breve[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jacob Bitsch[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Jacob Bitsch formår også at formidle problematikken om et forskruet verdensbillede og det, at sindet ikke er til at stole på. Vi ser verden gennem Janus øjne, og Bitsch har fået overført bogens subjektive jeg-fortæller på en god måde. Vi ser bl.a., hvordan Janus fortid jager ham i sindet, og særligt slutningen er yderst fængslende. Lydsiden understøtter den subjektive opfattelse af verden. Den ulmende uro giver fornemmelsen af, at noget er helt skævt. Sindet er ved at springe, og lyden kan blive så kraftig, at den overrumpler Janus. Dette fungerer rigtig godt. Dog ligger musikken lige på grænsen til at blive for dramatisk.
Den klinisk hvide psykiatriske afdeling, hvor patienterne må tale med personalet gennem ruden, giver desuden associationer til Milos Formans One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975), og vi får en fornemmelse af Janus følelse af afmagt i mødet med personalet.
Filmen bliver dog en smule tung og langtrukken. Der er som nævnt en række fine ingredienser, men filmen kommer bare ikke rigtig videre. Det bliver kedeligt. Har det i virkeligheden nogen betydning, hvor Amina er, eller er det interessante snarere det, som hun symboliserer for ham – mening med tilværelsen. Det er derfor ærgerligt, at man har følt et behov for at putte en opsporingshistorie oveni, som fylder så meget. Vi bliver aldrig rigtig investeret i efterforskningen af veninden Amina. Det bliver Esben Smed, som vandrer rundt i gaderne, og der går lige lovlig meget Sporløs i den.
Desuden har vi en række bipersoner, som er stereotypiske og irriterende.
Alt i alt er Aminas Breve derfor en fin film med intense øjeblikke og interessante tematikker. Der er en god karakterskildring og en stærk slutning, men alligevel bliver jeg aldrig rigtig investeret i historien.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer