Af Alma Nordenbæk
13. til 14. november 2015 blev Paris udsat for en række terrorangreb. 130 mennesker døde og flere hundrede blev såret i det blodigste angreb mod landet siden 2. verdenskrig. Tidligere samme år blev der skudt på Charlie Hebdos redaktion og i et jødisk supermarked, og året efter kørte en lastbil ind i en stor folkemængde i Nice.
Mikhaël Hers’ nye film, Amanda, handler om terrorangreb ligesom disse. Og så handler den alligevel om noget helt andet.
24-årige David (Vincent Lacoste) bor i en lejlighed i Paris tæt på sin søster Sandrine (Ophélia Kolb) og 7-årige niece, Amanda (Isaure Multrier). Her lever han et behageligt dagdriverliv med småjobs for det lokale parkvæsen og lidt sortarbejde for sin udlejer. En dag flytter Léna (Stacy Martin) ind i bygningen og de to indleder et romantisk forhold. Det er sommer og alt synes ren idyl.
Lige indtil ulykken rammer. Davids tog er forsinket og derfor er han sent på den til Sandrines picnic i parken. Da han endelig når frem, bliver han mødt af et grusomt syn. Overalt på græsset og stierne ligger døde, døende og panikslagne mennesker med skudhuller i kroppen og blod overalt. Léna er hårdt såret og Davids søster er død.
Vi dvæler ikke ved scenen. Faktisk ser vi hverken Léna eller Sandrine blandt ofrene. I stedet glider filmen hurtigt videre til tiden lige efter og tragediens vidtrækkende konsekvenser for David og hans familie. Tilbage står nemlig Amanda, som var for ung til at komme med til fest, og hendes varetægt tilfalder nu David. Uforberedt og sorgbetynget må han hjælpe dem begge til at komme videre i livet og genfinde håbet for fremtiden.
Der er intet makabert, sentimentalt eller udskammende ved Hers’ film. Vi ser ikke selve angrebet eller gerningsmændene, og det bliver kun nævnt i en bibemærkning, at de muligvis har rødder til radikale islamister. Modsat film som Utøya 22. juli (2018) bygger Amanda heller ikke på virkelige, konkrete hændelser, men mere en deprimerende genkendelig forståelse af hvordan terror smadrer liv og tillid i et samfund.
Men selvom vi fornemmer den stigende frygt og usikkerhed i filmens Frankrig, så ses det hele mest ud af øjenkrogen. Små diskrete detaljer der væver en nuanceret baggrund for historiens virkelige fortælling om kærlighed og sammenhold set i lyset af ubeskrivelig sorg. Amanda er på samme tid smertende seriøs og fuld af håb, holdt fri fra en hollywoodsk selvhøjtidelighed gennem et simpelt filmsprog og sobert manuskript.
Med stærke skuespilpræstationer fra alle involveret (og i særdeleshed debutanten Isaure Multrier), er Amanda lige så let og varm, som den er barsk og rørende. Fuld af lyrisk realisme forsøger den ikke at finde en mening i verdens galskab, men måske at bearbejde en virkelighed der ofte synes præget og plaget af usikkerhed og opbrud. En skøn lille perle om at finde modet til at håbe.
Kommentarer