Af Viktor August Mortensen
Fire år efter Julia Ducournau vandt Den Gyldne Palme i Cannes 2021 med bodyhorror særligheden Titane (2021), vendte hun tidligere i år retur til Rivieraen. Denne gang med hendes nyeste film Alpha (2025), der i samme stil som med Titane, også blev nomineret til Guldpalmen.
I filmen introduceres vi til den 13-årige Alpha (Mélissa Boros), der i en mindre brandert, er i færd med at få en tatovering til en rimelig uhygiejnisk fest. Tatoveringen, der forestiller et A, vækker stor uro i Alphas mor (Golshifteh Farahani), der er sygeplejerske og er bekymret for at Alpha har fået en smitsom sygdom.
En relativ fredelig bekymring i normale omgivelser, men i Julia Ducournaus udgave af 90’ernes Frankrig raserer en dødelig sygdom, der smittes gennem blod. Derfor bliver Alpha hurtigt udstødt af hendes klassekammerater, der frygter at hun kunne bære sygdommen. Det relativt simple udgangspunkt udvides, da Alphas junkie onkel Amin (Tahar Rahim) en dag dukker op i deres lille lejlighed, og får en stor betydning for fortællingen.
Inden for kort tid bombarderer Ducournau fortællingen til med flere plotpunkter, karakterer, uklare flashbacks og en introduktion til en alternativ verden, der alt sammen gør filmen lidt kompleks at følge med i. Tungen skal holdes lige i munden for at følge med her, hvilket skader oplevelsen.
De forskellige plotpunkter bringer hver deres egen tematik på banen. Der er noget om mobning, sorg, angst, familie, svigt i sundhedsvæsenet, ungdom, en AIDS-metafor og mere til. Det kan føles som om, at Ducournau har prøvet at proppe alt for mange ideer ind på den relativt korte spilletid.
Det er en skam med det overvældende og splittede fokus, da det kun er nogle af tematikkerne der når at blive behandlet rigtig flot. De surrealistiske portrætteringer af angst er fængende, og man er konstant i tvivl om det man ser, faktisk sker eller om det blot er en personlig fordrejning. Derudover præsenteres mobning og familiedynamik også flot, men skubbes til siden, til fordel for andre tematikker, inden de gennemføres.
For eksempel, føles det unødvendigt at den fiktive sygdom, er fiktiv. Sygdommen lægger sig meget op ad AIDS, da den fremstilles som et produkt af klubmiljøer, stofmisbrug og anses som socialt uacceptabel. Men hvorfor denne type AIDS, der forvandler patienten til en marmorstatue, skal have et æstetisk islæt er gået mig forbi. Når der allerede er så mange tematikker der kæmper om spilletiden, kunne dette lige så godt havde været sygdommen fra virkeligheden og ikke en fiktiv bodyhorror tilføjelse.
Men på trods af den lidt svage røde tråd, bliver man alligevel hevet med ind i den indviklede fortælling. Et engagement, der må være til det glimrende casts fortjeneste. Den meget unge Mélissa Boros leverer en imponerende og overbevisende portrættering af den stædige Alpha. Golshifteh Farahani brillierer som Alphas omsorgsfulde men også sorgfyldte mor, og Tahar Rahim er fantastisk som den charmerende Amin, der i al sin tragik, fremstår sympatisk og humoristisk. De tre pragtpræstationer er filmens højdepunkt.
På trods af et overflødighedshorn af tematikker, blev jeg alligevel ikke overmæt. Flotte surrealistiske sekvenser og stærke skuespilspræstationer er med til at få Alpha ind over stregen som et imponerende værk. Men med det svage fokus på én overordnet tematik, bliver det klart hvorfor Alpha ikke blev Julia Ducournaus anden Gyldne Palme. Med åbenlyst potentiale, bliver det spændende at se, hvad bodyhorror talentet finder på næste gang.