[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Verdenskrigen fortsætter med at dukke op i nye versioner. Hvert år præsenteres vi med film, der tilbyder nye perspektiver på fyrrernes verdensomspændende tragedier. Det er film som Martin Zandvliets Under sandet (2015), hvis hjerteskærende fortælling, om hvordan unge tyske krigsfanger blev tvunget til at rydde den jyske vestkyst for landminer, der stikker til danskernes selvforståelse som sagesløse krigsofre. Det er film som Giulio Ricciarellis Tavshedens labyrint (2014), hvis skildring af efterkrigstidens Vesttyskland, hvor myndighederne forsøgte at skjule nazisternes krigsforbrydelser, der problematiserer tyskernes stræben efter kollektiv syndsforladelse.
Det er film, der udfordrer vores etablerede forestillinger om krigen og nuancerer vores syn på de mennesker, der befandt sig midt i dens grusomhed. Sådan en film er Allied (2016) ikke. Robert Zemeckis’ premiereaktuelle spiondrama er en krigsfilm iscenesat efter klassiske Hollywood-dyder. Her er alle mennesker støbt i ét stykke: Briterne er disciplinerede, franskmændene fordrukne og og tyskerne nogle dumme svin. Men lige så smerteligt karikerede karaktererne i Allied virker, lige så frydefuldt medrivende er filmens plot om krigsspionage og forbudt kærlighed.
Historien tager sit afsæt i krigstidens Marokko. Canadieren Max Vatan sendes til Casablanca for at møde den franske modstandskvinde Marianne Beauséjour. Under dække som civilt ægtepar skal de gennemføre et mordattentat på den tyske ambassadør, men det simulerede parforhold suppleres hurtigt af sand forelskelse. Efter missionen er fuldført, slår de sig ned i London, hvor parrets datter kommer til verden. Familieidyllen er dog kortvarig, da Max en dag informeres om, at Marianne mistænkes for at være tysk spion. I håb om at bevise sin hustrus uskyld kaster Max sig ud på en farefuld jagt efter sandheden med både sit eget og Mariannes liv på højkant.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Allied[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Robert Zemeckis[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Allied er på alle måder en storladen affære. Zemeckis, for hvem mådehold syntes at være en by i Sovjet, skruer voldsomt op for de dramaturgiske virkemidler i sin fremstilling af krigen; violinerne skriger, himlen brænder, kvinderne græder. Marianne føder parrets barn på et sønderbombet hospital i London midt under et luftangreb. I en storm af stikflammer og knust glas løftes hendes nyfødte datter op og lægges i hendes favn. Marianne ser op og møder sin ægtemands blik med tårevæddede øjne, oplyst af nattehimlens flammehav. Så bliver det næppe større.
Som oftest er det alt for meget af det gode. Flere af filmens scener er unødvendigt opblæste eller simpelthen grinagtigt overdramatiserede. På samme måde består rollelisten mestendels af ensidige arketyper, hvis skabelonlignende karaktertræk er blæst ud af proportioner. Den tyske officer Herr Hobar (August Diehl) er med sit smørglatte slikhår og sine sorte læderhandsker nærmest en parodi på en tysk nazi-leder. Som historisk karakter er han håbløst fortegnet, men samtidig også drabeligt underholdende at betragte i al sin generiske enkelthed.
Allied er Hollywood-drama i sin mest svulstige afstøbning. Man kan dog ikke benægte, at underholdningsværdien er enorm. På sin vis føles det vidunderligt befriende at se en film, der ikke er bange for at køre dramaturgiens største skyts i stilling; og at se en instruktør, der forstår at orkestrere en spændingsfilm efter filmkunstens mest primitive, men stadig effektive principper. Nok er det overdrevent, men kedeligt bliver det aldrig. Og så kan det tolereres, at vi ikke lærer så meget nyt om verdenskrigen i denne omgang.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer