[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Hartvig Nielsen[/vc_column_text][vc_column_text]Kidnapninger, privatdetektiver og lejemordere er bestandige ingredienser i Ethan og Joel Coens efterhånden anseelige filmografi. De genre-glade brødre associeres da også oftest med neo noir-filmen – den moderne afart af 1940’er og 50’ernes hårdkogte og dystre krimifilm, film noir.
Brødrenes flirt med den mørke genre startede allerede i deres debut Blood Simple. fra 1984. Filmen er et trekantsdrama, hvor den jaloux mand, Ray, hyrer en lusket privatdetektiv til at slå konen, Abby, og hendes elsker, Marty ihjel. Men den griske privatdetektiv har andre planer, og inden længe har affæren taget en ny drejning.
Blood Simple. udnytter film noir’ens klassiske stilistiske træk som low-key belysning, ekstreme perspektiver, kælkede linjer, gitterskud og den natlige setting til at etablere og understrege filmens mørke, skæbnesvangre stemning. Mens motiver og tematikker som kriminalitet, vold, falske beskyldninger, forræderi, lyssky privatdetektiver, femme fatales og anti-helte udforskes og befolker filmens univers.
Men især på ét punkt har Coen-brødrene tilføjet deres eget twist til den klassiske film noir. De har nemlig rykket handlingen ud af det urbane miljø og ud på landet. Blood Simple. starter med en voice-over fortæller (igen et klassisk træk fra film noir), der giver en opsang om livets flygtighed: ”I don’t care if you’re the Pope of Rome, President of the United States, or Man of the Year – something can always go wrong” lyder det næsten dommedagsagtigt fra stemmen med tyk sydstatsaccent, der afslutter sin bistre prædiken med ordene: ”But what I know about is Texas… And down here… You’re on your own”.
Brødrenes livtag med genren i film som netop Blood Simple., og i de Oscar-vindende Fargo og No Country for Old Men er blevet kaldt ’country noir’, hvis særegne træk er, at filmene udspiller sig i midtvesten eller sydstaterne, hvor accenten er lige så tyk som den bedrageriske og rådne grådighed, der hersker i stort set alle brødrenes film. Penge er oftest det centrale motiv, og karakterne skyr ingen midler for at få del i kagen.
I filmskabernes kultfilm The Big Lebowski kombineres film noir’ens træk med komedien, hvor den dovne anti-helt The Dude modvilligt ender som detektiv i en mærkværdig kidnapningssag. Denne gang udspiller filmen sig i storbyen, nærmere bestemt L.A. i starten af 90’erne, hvor den bowlingglade The Dude i en damp af hashrøg og stærkt påvirket af white russians vildledes og forvirres af bagmænd og forbrydere i et kompliceret plot – og hvor han ikke mindst også forføres af dristige femme fatales.
Inspirationen fra Raymond Chandlers hårdkogte krimiroman The Big Sleep, der i 1946 blev filmatiseret af Howard Hawks med Humphrey Bogart, er tydelig. The Big Lebowski henter nemlig fra titel og plot fra romanen, der også involverer en falsk kidnapning.
Mens The Big Lewbowski bevidst ironiserer og gør grin med noir-genrens særegnede motiver og stiltræk, er brødrenes film som gangster-noir’en Miller’s Crossing og især The Man Who Wasn’t There fra 2002 langt mere seriøse bud på film noir. Sidstnævnte er nærmere en hyper-noir, der helt selvbevidst og intertekstuelt leger med genrens træk til det yderste.
Den tilrøgede sort-hvid film udspiller sig i 1940’erne, samme tidsperiode som de klassiske noir-film, og den udnytter og dyrker til perfektion de allerede oplistede stilistiske og tematiske træk fra genren. Grådighed fører den kæderygende frisør Ed Crane (Billy Bob Thornton) på afveje, der i sidste ende får fatale konsekvenser. Men ikke desto mindre har filmen (selvfølgelig) et Coen’sk touch, der i The Man Who Wasn’t There vedrører aliens og UFO’er.
I deres nyeste film kan man også mærke brødrenes forkærlighed for film noir-genren. Selvom Hail, Caesar ikke på samme måde som de ovennævnte dyrker stilen, så er stemningen til stede. Kidnapning, bedrag, sammensværgelser og en professionel fixer, der kæmper med sit cigaretforbrug og er iført høj hat – med andre ord en sjov, alternativ udgave af privatdetektiven. Alt sammen blandet ind i en underholdende historie med et satirisk blik på Hollywoods studio-system i 1950’erne.
Coen-brødrene er ikke færdige med genre – og slet ikke film noir. Den næste film på programmet er nemlig neo noir-fortællingen Suburbicon, der instrueres af Hail, Caesar-skuespilleren og Coen-yndlingen George Clooney, men er skrevet og produceret af de to brødre. For Coen-brødrene fører alle veje åbenbart til film noir – og vi lapper det gladelig i os. Hil, Coens.
Hail, Caesar! / Hil, Cæsar! kan ses i biografen fra i dag.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer