Anmeldelse
ALLE VED DET: Stærkt og troværdigt drama uden ekstra tilbehør

Af Gustav Stubbe Arndal

Vi ser indersiden af et gammelt klokketårn i en landsby uden for Madrid. Duer flyver rundt derinde, støvede tandhjul drejer minutviseren, og på væggen har årevis af kærestepar indridset deres initialer. Alle ved det handler dog ikke om tidens gang, traditionalisme, eller noget nær så dybt. Den handler om to initialer: LP.

Laura (Penélope Cruz) ankommer fra Buenos Aires med sine to børn – en eventyrlysten teenagepige og en rolig lille dreng – for at fejre sin søsters bryllup. Hun får krammet, kysset og snakket med en masse gamle venner og familie, heriblandt Paco (Javier Bardem), som ejer en vingård med sin kone i byens udkant. Laura og Paco var kærester da de var yngre – alle ved det.

Vi lærer hurtigt det større cast at kende. Den bitre bedstefar, den loyale ven, det unge brudepar, den søde fyr, som Lauras datter flirter med, osv. Festlighederne er godt i gang, men så sker der noget, der for alvor sætter dramaet i gang. Datteren bliver kidnappet, og familien må desperat finde penge, eller finde gerningsmanden, før det er for sent.

Hvad der følger, er en række nøje dirigerede udviklinger, hvor gamle fejder vender tilbage, hvor alle er anspændte eller fortvivlede, og hvor store hemmeligheder bliver afsløret, særligt omkring Laura og Pacos fortid. Kort sagt, en ideel situation for konflikt.

Iranske instruktør Asghar Farhadi er langt fra sit hjemland, men han er stadig på hjemmebane, når det handler om familier og de situationer, der skaber splid og graver fortiden op. Hans instruktion er så skudsikker, at det bringer ringere film til skamme. Hver scene – især efter festen – har energi, formål og fremdrift, og Farhadi formår at skabe dynamik gennem over to timers dialogsekvenser.

Kombinér det med talentfuldt skuespil, og resultatet er medrivende. Penélope Cruz leverer eksplosiv gråd og beskyttelsesinstinkt, mens Javier Bardem forsvinder ind i sin rolle som en beslutsom mand, der nægter at bryde sammen, selv når hans forhold og familie gør det.

Men hele castet er essentielt for Alle ved det. Selv mindre biroller på to minutter virker til at have et fuldendt indre liv – som om de fortsætter deres hverdag længe efter, der klippes væk fra dem. Det er ikke karakterer, men mennesker. Det er ikke kostumer, men tøj. Det er ikke sets, men huse, som folk bor i.

Plottet kan dog ikke helt hamle op med karakterarbejdet. Man venter spændt på den store afsløring af, hvem forræderen er (og det gør karaktererne også), men det kommer ikke rigtigt. Farhadi er mere interesseret i at udforske sit karaktergalleri, end han er i at lave en thriller, hvilket faktisk ofte er til filmens fordel.

Hvis noget virkelig mangler fra filmen, er det dybde. Farhadi har selv sagt, at han ikke nødvendigvis prøver at formidle et budskab med sine film, men de har sædvanligvis ikke manglet dem. Hvor hans Oscar-vindende Nader og Simin – en separation (2011) undersøger kompleks retfærdighed i et rigidt retssystem, og den guldpalme-nominerede Sælgeren (2016) omhandler hævn, køn og ægteskab, er dramaet i Alle ved det for specifikt til dets karakterer til, at det kan opnå samme tematiske dybde.

Alle ved det er slet ikke Farhadis stærkeste film, men den forbliver et dybt troværdigt og mesterligt eksekveret drama. Jeg ville måske ønske, der var mere at komme efter, men det er svært at brokke sig, når en film gør så mange ting så godt.

Kommentarer