Af Mikkel Kristiansen

Guds kærlighed er queer. Amen.

For hvis Gud elsker alle, så elsker Gud da også de queer mennesker, som ingen andre elsker. Dette er den queer teologi, som er det bankende hjerte i dokumentaren Alle Guds Farver. Samtidig er det også en kontroversiel teologi, der ikke kan undgå modstand. Men for Alle Guds Farver er modstanden knap så vigtig som Guds kærlighed, der kan hjælpe og frelse de mennesker, der gemmer sig i det skamfulde skab.

Dokumentaren følger folkekirken Enghave Kirke midt i Københavns Vesterbro. I centrum står den flamboyante dragqueen og kirketjener Ramona Macho (virkelige navn Bo Hagen Clausen) samt hovedpræst og homoseksuel mand Viggo Julsgaard Jensen, hvis samarbejde har lokalt døbt kirken for “queer kirken”. Begge deler en fortid i homofobiske traumer og en frelse i Guds kærlighed, som de sammen ønsker at videreformidle.

Alle Guds Farver introducerer også gradvist kirkens personale, samt de hyppigste kirkegængere, og de udfordringer, som kirken kæmper med. Børnedåb for regnbuefamilier bliver mødt med mod-protest på den anden side af gaden, Ramona må konfrontere infiltreringer af folk, der prøver at underminere Enghave Kirke (specielt med en cameo fra Rasmus Paludan), eller hejste pride-flag, der mødes med hadforbrydelser og udtalelser om en “stodderkirke”. Dokumentaren præsenterer et klart billede af den politiske og personlige modstand, en yderst traditionel og konservativ institution pludselig får, når den mingler med moderne værdier.

Kirkens unikke personlighed er et mix mellem queer-kultur og klassisk kirketradition, såsom Ramonas flamboyante drag performances med sjælfuld korsang til orgel og klaver, eller Viggo der prædiker om selvaccept foran utallige pride-bannere. Her føles kirken især som en universel nødhavn for både queer- og ikke-queer personer.

Ramona og Viggos dybt personlige og interessante livshistorier bliver dog ofte erstattet af indstillinger af kirkens indretning, sniksnak mellem gæster og personale, samt helt almindelige gudstjenester. Fokusset på Ramona og Viggos personlige sørge og religiøse fortid bliver derfor ikke altid bærende. Dokumentaren bliver ubalanceret i sit portræt mellem Enghave Kirke og kirkens kernefigurer, hvor man ønsker at vide mere om troen og Guds rolle i deres selvforståelse som homoseksuelle.

Dokumentaren er bedst, når hverdagsmomenterne drejer sig om sammenspillet mellem kirke og queer-historie, såsom kirkens gudstjeneste for mennesker berørt af HIV og AIDS, når Ramona snakker om sin kønsidentitet og barndom med sin mor, eller Viggo der reflekterer over Guds kærlighed som redningsmiddel for hans internaliserede homofobi. Her bliver dokumentaren et empatisk portræt af måden kirken og troen føles sammenknyttet til personlige og queer traumer.

Undervejs rejses interessante pointer om at omtale Gud med andre pronominer end Han og Ham, og et opgør med Gud som et maskulint ikon, men bliver i stedet nedprioriteret for flere indstillinger og timelapses af kirkens monotone dagligdag. Den queer teologi filmen præsenterer er utrolig spændende, men desværre dykker den ikke dybere ned i emnet, og det føles relativt overfladisk.

Dette skader også filmens fokus på inklusion, der til tider bliver selvmodsigende.

Dokumentaren bliver meget hurtig indsnævret i en ciskønnet og bøsset queerforståelse, da man sjældent hører fra andre queer kirkegængere eller ikke-maskuline og queer præster. Man savner paradoksalt nok mangfoldighed i queer-repræsentanterne.

Dette mindsker dog ikke vigtigheden af Alle Guds Farver, der åbner op for en bredere diskussion om en moderne fortolkning af kirken, konfronterer den universelle queer skamfølelse, og er et redskab til at lære at elske sig selv.