Alle kanoner er sandelig sat ind for at hive hr. og fru. Danmark i biografen og se skuespiller og instruktør Erik Clausens til dato mest personlige film. Med folkekære skuespillere som Bodil Jørgensen og Britt Bendixen (Jeg troede ellers, at hun var en eller anden kendt danser, men hvad ved jeg?) på rollelisten er der ingen tvivl om, at det i høj grad vil lykkes. Men hvis den almene danske befolkning deler filmsmag med mig, må vi ruste os for følgerne, for Aldrig Mere I Morgen kommer til at kede dem ihjel.
Erik Clausen spiller selv hovedrollen, Thorvald, en 80 år gammel kunstner, som en dag dratter om midt i et interview og efterlader sine pårørende alene med sorgens mange ansigter. Thorvalds unge hustru (Marijana Jankovic) må kæmpe imod fordomme om aldersforskelle i et parforhold og Thorvalds fortabte søn, Vincent (Nicolas Bro), må genfinde kærligheden til sin far. Alt dette får Thorvald ekstraordinært lov til at opleve i 3 dage med følgeskab af en engel (Bodil Jørgensen).
Aldrig Mere I Morgen har en masse gode tanker om livet og døden på hjerte. Desværre kan man hurtigt falde i en oversentimental fælde, når der kredses om i forvejen tunge emner, og præcis her er Erik Clausens nyeste film blevet taget i fangenskab. Filmen er stopfyldt med den ene omgang kvalmende lommepoesi efter den anden, som udelukkende bliver leveret af replikker, der ned til mindste detalje udpensler filmens budskab. Når alt bliver serveret på et sølvfad, hvordan inddrager og aktiverer Erik Clausen så sit publikum? Det er nemt nok at svare på: Det gør han ikke.
Gudhjælpemig, bliver det værre endnu. Størstedelen af dialogen i filmen er tillige rædselsfuld; de fleste replikker skal enten indeholde lidt refleksion over livet, døden, kærligheden eller kunsten, og derfor kommer det til at virke enormt utroværdigt og stift overleveret. Med undtagelse af Nicolas Bro og Thorvalds datter (Katinka Evers-Jahnsen), som begge giver en god og troværdig præstation, halter skuespillet gevaldigt for resten af banden. Da en fotograf kigger ligegyldigt ned på Thorvalds krop, efter at han er faldet sammen, og staccato siger: ”Hvad sker der dog? Vi må da gøre noget.” vidste jeg ikke, hvorvidt jeg burde grine eller græde. Og ja, Britt Bendixen burde også være blevet ved dansen.
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg bestemt ikke tilhører Aldrig Mere I Morgens målgruppe. Jeg er hverken Britt Bendixen starstruck og ej heller kan jeg relatere til overvejelser om, hvilke efterveer min død ville kunne forårsage. Ikke desto mindre er det et spændende og vigtigt emne Erik Clausen har taget op, men der findes ikke mere visdom i filmen, end man kan læse sig til bagpå en gajol-pakke.
Kommentarer