Anna (Dakota Johnson) bliver gift med sin elskede Christian Grey (Jamie Dornan). De har en dejlig bryllupsrejse, køber et smukt hus, kører friske ture i deres splinternye Audi, bliver forfremmet uden overhovedet at være tilstede på arbejdspladsen og — vent, er det ikke meningen, at der efter 1,5 timer er et plot?
Filmen er så dårligt skruet sammen med sin tåkrummende dialog og ringe skuespil, at du får lyst til at pine og piske dig selv af den. Det eneste lyspunkt var for mig, da jeg i min pose fandt en rød M&M’s samtidig med, at Anna i det indbydende ‘røde rum af smerte’ udråber “Rød, rød rød!” for at få sin mand til at ende den pornografiske tortur, han påfører hende.
Der er intet godt at sige om det tredje (og gudskelov) sidste kapitel af den serie, hvis bog-cover for et par år siden kunne ses i hånden på ubekymrede læsere i alt fra 6A-busser til under dynen derhjemme.
Fifty Shades er markedsført som en hyldest til den moderne kvinde, der er i kontakt med sine ambitioner og sin seksualitet. At den frigjorte og selvstændige Anna netop nyder at lade sig underkaste af en stærk mand i sengen, er ikke til at kritisere. Nogen ville måske finde det ironisk, men de tanker vil kun afspejle en naiv tilgang til det uendeligt brede spektrum af seksuelle præferencer, vi som mennesker har.
Rynk derfor ikke på næsen, når din med-biografgænger gisper lidt efter vejret og fniser genert, når Anna med blind tillid lader Christian gøre med hende, hvad han vil. Seksualitet er lige så unik, nuanceret, kringlet og speciel en ting, som de individer, der bærer på den.
Der er ikke noget synderligt (udover den ringe kvalitet) at kritisere, når det kommer til filmens mærkevare: sexscenerne. Om noget så er de blevet lidt bedre end sidst, da der nu lader til at være et fjernt håb om kemi mellem Johnson og Dornan. Hvad der til gengæld kan og må rynkes på næsen af, er hvad der i Fifty Shades Fri sker uden for soveværelset, og hvordan dét er markedsført.
Hvad, du bliver solgt, er ‘drømmen’. De smukke kjoler, romantiske privatflysture og den rige mand, som vil gøre alt i sin magt for dig. Filmens realitet er dog det stik modsatte.
Man får glimt af en dybt psykologisk arret mand, som blev misbrugt i en ung alder, og hvis mor var narkoluder. Side om side med dette ses systematisk hustruvold i mange facetter, i alt for skarp kontrast med de letfordøjelige candyfloss-pink sekvenser med de nyforelskede i sengen badet i solopgangens lys.
Både seksuelle overgreb på børn og voldfyldte ægteskaber er historier som bør og skal fortælles. Fifty Shades har dog hverken formålet eller evnen til at behandle disse emner med respekt, og fejer dem hensynsløst ind under gulvtæppet.
At have muligheden for at nå biografgængere på globalt plan med 3’eren i en milliardomsættende franchise og så forskrue budskabet til det uigenkendelige er utilgiveligt.
Den manipulerende Mr. Grey fremstilles som et individ, der er berettiget til, hvad han gør, grundet sin uvorne kones handlinger. Hvis instruktør James Foleys intention var at portrættere en syg mand, der tracker sin kones telefon og holder øje, når andre mænd taler til hende, ville det være en interessant film at se. Men sådan er det ikke.
Med Fifty Shades Fri er det meningen, at du skal se det skønne for dig. Du skal overvældes af de flotte kjoler, fyrværkeriet og diamantringen og ikke have øje for det psykologiske fængsel, Anastacia langsomt fanges i.
Jeg føler mig derfor nødsaget til decideret at give en advarsel med.
Se Fifty Shades Fri, nyd sexscenerne (gå evt. hjem og se noget ordentlig porno i stedet), tag den med et kilo salt og start en debat om glorificering af systematisk elskovsterrorisme, hvis en ven en dag vil give dig 100kr. for at spilde 2 timer af dit liv, du aldrig vil få igen.
Kommentarer