Anmedelse
ALADDIN: Virker Disney-magien stadig i 2019?

Af Lise Burmeister

Walt Disney Pictures er en magtfuld og nostalgisk mastodont af et produktionsselskab med stribevis af ikoniske tegnefilm fra det sidste århundrede på repertoiret. Kærligheden til klassiske Disney-karakterer så som Den lille havfrue eller Simba er lige så stærk, som den drømmende længsel de vækker til live hos mig, når jeg ser filmene.

Dog har jeg placeret mig i det skeptiske hjørne over for selskabets nuværende ”generobring” af biografsalene verden over med frygt for, at de vil dræne originalerne for deres magi. Nyeste remake har vist sig at være af min personlige favorit Aladdin fra 1992, som instruktøren Guy Ritchie nu har prøvet ”kolossale kosmiske” kræfter med.

I modsætning til Disneys Dumbo-genindspilning, der havde premiere tidligere på året, har Aladdin en mere slavisk tilgang til originalens handlingsforløb. Derfor er der ikke lagt op til de helt store overraskelser eller udsving. Til gengæld ses filmens forsøg på fornyelse bedre i de små justeringer af visse karakterers forskellige træk og roller i fortællingen.

Det er gået en smule ud over en række højt elskede karakterer som eksempelvis den runde og klumsede Sultan, Aladdins trofaste men meget kleptomaniske abe, Abu, og ikke mindst Jafars kiksehadende håndlanger, Jago. Deres humoristiske appel og skæve personligheder er nemlig blevet kraftigt nedtonede i Ritchies version. Personligt savner jeg deres karakterer, men med Abu og Jago måske kan det måske siges at have været en nødvendighed på grund af filmens live-action-stil. Det er svært at tilføje samme charme og komiske mimik til en livagtig computeranimeret papegøje eller abe sammenlignet med deres tegnefilms-udgaver.

Men Ritchie og medforfatteren John August skal samtidig have ros for deres nye initiativ til historiens mere humoristiske side. For Nasim Pedrad (nok bedst kendt fra det amerikanske hit-show Saturday Night Live) er en kvinde, som i den grad formår at gribe komik-bolden og inkassere gode grin fra biografsæderne. Hun spiller rollen som Prinsesse Jasmins (Naomi Scott) tjenestepige og tætte veninde, Dalia. Hendes karakter er et friskt pus i en gammel fortælling og er samtidig med til at optimere den kvindelige del af eventyret.

Der er nemlig skruet op for kvindekamp og feminisme, hvilket nuancerer Prinsesse Jasmins historie en hel del. Hendes kønne prinsesse-look er gjort en del mere interessant, fordi hendes intelligens og ønske om medbestemmelse får en vigtigere rolle i filmen. Dertil har hun fået sin egen solo-sang ”Speechless”, som Naomi Scott leverer til perfektion (hele to gange!). Det er et kraftfuldt stykke musik med budskabet om, at kvinder skal bruge deres stemme og ikke bukke under for mænds vilkår.

Det bliver dermed slået hårdt fast i den nye Aladdin-version, at Jasmin er meget mere end et kønt ansigt. Filmen har fået en tiltrængt forbedring til et mere kritisk og politisk bevidst publikum anno 2019.

Mindre godt går det dog for hendes mandlige modpart, Aladdin, portrætteret af Mena Massoud. Der bliver ikke tilføjet meget nyt på fronten her og selvom Massoud er som en tro live-action-kopi snydt ud af Disney-heltens originale næseparti, så har han bare ikke den samme charme, humor eller gavtyveagtighed over sig. Han falmer lidt i det ellers farverige karaktergalleri. Selv Will Smiths rappende portræt af lampeånden Genie går bedre – og det er selv med en blålig hudtone og den lidt mærkelige CGI-mimik, som jeg ikke helt kan abstrahere fra.

Trods en stærk skepticisme formår Aladdin anno 2019 dog alligevel at vække lidt af den gamle Disney-magi hos mig. Ritchie og August har været snedige og tilføjet en alternativ humor samt et mere nuancerende kvindeportræt, hvilket retfærdiggør genindspilningen og fornyer originalen.

Meeen intet kan altså slå en klassiker..

Kommentarer