Af Emma Kristine Sørensen
For ægteparret Nanook (Mikhail Aprosimov) og Sedna (Feodosia Ivanova) er hver dag en kamp om overlevelse. De bor på den russiske tundra, langt fra civilisation og ordenssamfund. Han jager og fisker. Hun syr vanter og laver salver. Den eneste reelle kontakt, de har til omverdenen, er et jævnligt besøg af en gut, der medbringer brænde og petroleum. Og det er sådan set det, filmen handler om.
Og nå ja, så har de også en datter, Ága (Galina Tikhonova). Hun er flyttet fra forældrene, men det taler de ikke om. Hendes opgør med den primitive hånd-til-mund-tilværelse er ikke velset hos mor og far, og bruddet med traditioner ses som utilgiveligt. Man da Nanook og Sedna rammes af en tragedie, opstår ideen om en mulig forsoning.
Der sker ikke så meget på tundraen, og der sker heller ikke så meget i filmen. Og det er altså uforløsende at se på. En dag bliver ægteparret ramt af en voldsom storm, der nær blæser både tag og vægge af deres skindhytte. Og selvom man føler med Nanook og Sedna, som kæmper for at bevare deres hjem, så virker det alligevel tiltrængt at få rusket lidt i historien – bogstavlig talt.
Ága var afslutningsfilmen på Berlin International Film Festival tidligere i år, og set med et par småfinkulturelle briller, så må man give filmen cadeau for flere ting: Først og fremmest det visuelle. Et snelandskab er og bliver smukt og æstetisk, og særligt i Ága et det effektivt, fordi den uendelige hvide tundra meget passende indfanger den komplette isolation, ægteparret lever i. Lydeffekterne er også meget virkningsfulde, og fordi filmen har sparet lige lovlig meget på dialog, er det vigtigt, at lyden får tillagt en stor betydning – og det gør den på en vellykket måde.
Noget andet, som filmen skildrer rigtig fint, er tosomheden mellem Nanook og Sedna. Instruktør Milko Lazarov har udtalt, at han gerne ville udforske, hvordan mennesker, som lever under, hvad der virker som uudholdelige forhold, bevarer ømheden overfor hinanden. Det lykkes han med.
Men på trods af alt dette, står selve historien stadig ikke stærkt nok. Ligesom på den kanin, Nanook fanger, så er der bare ikke nok kød på. Ága er en dybt deprimerede film. Dem skal der selvfølgelig også være plads til, men i dette tilfælde bliver fortællingen simpelthen for langtrukken – frustrerende som en trædemølle, og passiv så opmærksomheden flakker.
Det kunne have været rigtig interessant, hvis datteren Ágas historie havde været mere i fokus. Man har trods alt valgt at opkalde filmen efter hende, så hvorfor tillægges hun ikke større betydning? Hendes valg om at gøre op med den primitive tilværelse til fordel for et liv i civilisation gemmer på en spændende konflikt og en dybere tematik, som kunne have været spændende at tage fat i. Skuffelsen fra forældrene omkring datterens brud med traditionerne ligger og lurer som en mulig katalysator for noget aktion, men den fulde historie bliver ikke fortalt, og der bliver ikke handlet. I hvert fald ikke før det er for sent.
Det er ærgerligt, for man må rose filmen for dens ekstremt stærke visuelle-, lydmæssige- og kunstneriske udtryk, som gør, at den alligevel fortjener noget anerkendelse. Men der er plads til forbedring.
Kommentarer