Af Oskar Stone

Albert Serra har i mere end to årtier været en af spansk films mest kompromisløse auteurer. Med en stringent visuel stil og et konsekvent opgør med den klassiske fortælling prioriterer han æstetik over handling og skildrer mennesket i bevægelse og konflikt. Den sparsomme dialog og et ensidigt fokus på protagonisten trækker os dybere ind i hans fortællinger. Med værker som gennembrudsfilmen, Honor de Cavalleria (2006), og La mort de Louis XIV (2016) virker Afternoons of Solitude som en naturlig forlængelse af hans univers, hvor den brutale og æstetiske skildring af tyrefægterens liv får lov til at stå uforstyrret tilbage. Den søger ingen forsoning, ingen forklaring eller retfærdiggørelse.

Filmen følger den peruvianske stjernematador, Andrés Roca Rey, og hans hold gennem en række tyrefægtninger i Spanien og Peru, hvor fastmonterede kameraer følger Rocas køreture til og fra kampene. Vi introduceres for overdådige guldbelagte hotelværelser, når kostumet tages på, og ritualerne gentager sig selv med kirurgisk præcision. Samtidig er vi med i arenaen, når Andrés gang på gang står alene tilbage på sandet med filmens anden protagonist; tyren.

Noget af det mest markante ved Afternoons of Solitude er det, filmen bevidst fravælger. Arenaens publikum, som historisk set er tyrefægtningens moralske og æstetiske dommer, er nærmest ikkeeksisterende. Applausen høres kun som en fjern mumlen, og ansigterne ses sjældent. Det efterlader os alene til at iagttage duellen mellem mand og tyr, når stilheden lægger sig som en tung kappe over arenaen, og en intens klaustrofobi gør det umuligt at se væk. Vi møder hverken familie, venner, eller baggrundshistorie. Intet andet er nødvendigt for dokumentarens intention. Det hele handler om den evindelige higen efter perfektion i det potentielle møde med døden, og resultatet er blændende.

Brutaliteten i tyrefægtning er ikke til at komme udenom. Det er en blodig, ubarmhjertig sport, hvor højdepunktet er tyrens uundgåelige død, når den ikke længere kan holde sig oprejst. Serra dvæler ved det æstetiske på fantastisk vis. Det føles nærmest provokerende, hvor smukke skuddene af noget så voldeligt kan være. De håndsyede kostumer glitrer i solen, sveden pibler frem på matadorens pande, og blodet farver arenaens sand. De endeløse scener på det blodige sand virker uforandret af tiden, som om hver kamp og bevægelse har gentaget sig på samme facon gennem utallige generationer. Der er en hjerteskærende ømhed i hver sekvens, hvor kameraet synes at bevæge sig frit og uden instruktion og fanger øjeblikke, der aldrig kunne iscenesættes.

Et andet interessant træk er dokumentarens blik på tyren. Måske det eneste dyr, der ikke flygter, men angriber, selv når udfaldet er givet. Uden navn, uden baggrund og uden mulighed for flygt træder den ind i arenaen som den eneste aktør, der ikke har valgt sin rolle. Serra filmer den med samme kærlighed og opmærksomhed som matadoren; dens tøven, dens kraft og dens udmattelse. Tyren reduceres ikke bare til en rekvisit eller antagonist, men fremstår som et forpint væsen med en ufravigelig skæbne, og dens tilstedeværelse kaster en skygge over matadorens triumf. Hans kunst er uadskillelig fra præmissen om et andet væsens død. Måske er det derfor, filmens titel føles så præcis. Måske tilhører ensomheden ikke matadoren, men tyren. Den mest ensomme skikkelse i arenaen.

Afternoons of Solitude har allerede skilt vandene, og det er forventeligt, både fordi filmen ingen reel handling har, og fordi den nægter at tage stilling eller vælge side. Dokumentarisk objektivitet er en svær balance at finde i en sportsgren så kritiseret for sine uetiske praksisser, men Serra insisterer på blot at lade sit publikum føle og være til stede, helt tæt på. Det er en sjælden filmisk oplevelse. Netop derfor rækker Afternoons of Solitude langt ud over at være en dokumentar om tyrefægtning. Den bliver et spejl for menneskets forfængelige kamp for kontrol, skønhed og en påstået naturlig overlegenhed med resten af verden som offer.