Af Jonathan Lund Andersen
Erik Gandinis After Work har et enormt ambitiøst mål. Ønsket er at forstå, hvordan arbejdet former vores hverdag. Arbejdet giver os en placering, det giver os mulighed for at påvirke verdenen omkring os, men mange føler slet ikke, at deres job egentlig tilbyder dette. Der er her tale om et kritisk møde med historier, der helt af sig selv åbner vores øjne for, hvordan fortællinger om arbejdslivet bliver taget for givet og hvordan arbejdskultur formes af forskellige nationale, teknologiske og markedslige kontekster.
Dokumentarens klare styrke er dens evne til at kaste os ind i forskellige personers livsverdener. Livsverdener som maler et billede af, hvordan arbejdet giver mange en mulig fortælling om, hvordan de er med til at skabe den verden, de er en del af. Samtidig fortæller den os også, at nogle fanges i jobs, hvor de blot er endnu et nummer i et system.
I Sydkorea møder man den ældre generation og den yngre generation, der begge er en del af en kultur, hvor arbejdsdage fra tidlig morgen til sen aften er hverdag. De to generationer har forskellige oplevelser af deres situationer. For den ældre generation er de meget lange arbejdsdage internaliseret som en klar forventning og en helt naturlig del af tilværelsen. Modsat stræber den yngre generation efter et liv, der også kan omfatte familiesamvær og fritid.
Som kontrast præsenteres man for Kuwait som case. Her har alle statsborgere sikret sig et job, men mange har ikke arbejdsopgaver. I Sydkorea bliver liv og arbejde synonymt, hvorimod arbejdet i Kuwait bliver udvandet, og alle dets positive betydninger forsvinder, fordi arbejdet for mange blot er en lønseddel.
Der skiftes imellem interviews, arbejdssituationer og personer på farten til og fra arbejde. Interviewene er fremragende, da man både bliver præsenteret for de individuelle selvforståelser, men også ser karaktererne udsat for spørgsmål, der udfordrer deres måde at forstå dem selv på. Billederne suger os ind i den virkelighed interviewpersonerne befinder sig i. Der er ingen enkelt fortælling, der hiver værket frem, men der hoppes mellem de forskellige historier og løbende bliver filmens fokus mere kritisk.
After Work er nemlig ikke bare en masse livsfortællinger og eksempler på arbejdsliv. Den kritiserer slavelignende forhold hos Amazon Inc., og man møder den amerikanske workaholic. Kritikken kan til tider fremstå forvirret; er der tale om en kritik eller er Gandinis dokumentar op til fortolkning? For midt i de fortrinligt præsenterede livsfortællinger skal man også forholde os til alt det politiske; automatisering, borgerløn og kontrolteknologi.
Derudover virker det akavet, når der hoppes fra en filosof, der beskriver Max Webers teori om den protestantiske etik og kapitalismens ånd til Sydkoreas kontorlandskaber. Der mangler et tværkulturelt sprog for, hvordan kultur former arbejdslivet. Der er en klar forståelse af, at der er forskellige liv og forventninger, men der mangler et blik for, hvad der skaber disse.
After Work giver os et unikt billede af arbejdsliv og arbejdsnormer på tværs af kulturer, men når filmen prøver at kritisere, bliver det hele en anelse kaotisk. Hvordan er historierne sammenlignelige? Er vores udfordringer ens? De historier, der bliver fanget, er fantastiske, men hvordan de er blevet stykket sammen til et samlet billede på tværs af nationer, virker til tider skæv. Jeg vil mene, at man kunne have haft en større sensitivitet overfor, hvordan forskellige kulturer udgør forskellige cases.
Kommentarer