Af Magnus Hvidt Thelle
Efter 1995-jordskælvet i Kobe præsenterer After the quake fire historier, der rækker over de efterfølgende 30 år, baseret på fire af Haruki Murakamis originale seks korte historier fra novellesamlingen af samme navn. De fire fortællinger er kun i løseste forstand forbundet i deres handling, men fælles for dem er at tab, ensomhed og menneskets robusthed, der forbliver hovedtematikken.
Filmens manuskriptforfatter, Takamasa Oe, blev i 2022 Oscar-nomineret for sit manus til en anden Murakami-novelle, nemlig Drive my car (2021). Man skulle derfor tro, at det var en sikker succes at sætte netop Tamasa til også at skrive manuskriptet til After the Quake. Når rulletekster pibler frem og man rejser sig fra biografsædet må man dog erkende at værket, der oprindeligt blev udgivet som en firedelt miniserie, ikke når dets potentiale om at bringe de tunge, hjertelige og absurde historier til livs på fyldestgørende manér.
På trods af bogens sanselige og indlevende udgangspunkt, formår instruktøren Tsuyoshi Inoue beklageligvis ikke at opnå en bevægende stemning ret ofte. Den indledende historie lider størst af tilpasningen til storskærmen, da plottets dybere betydning fremkommer så vagt, at karaktererne føles umotiverede og ansvaret for fortællingen hovedsageligt lander hos publikum, som må digte og gætte sig frem til en tematisk begrundelse.
Filmen er i høj grad udfordret i at forene den magiske realisme som genre og dens mål om at udfolde fire fortællinger i løbet af omtrent to timers spilletid. Inoue sætter sig for at skabe et univers, der på samme tid føles mærkeligt og nært. Men i forsøget på at skabe den nødvendige kontrast mellem det overnaturlige og det ordinære, mister filmen meget af dens følelsesmæssige tyngde. Oftest får den enkelte historie for lidt tid til, at karaktererne kan slå rod, og uden det afgørende forankringspunkt forbliver de magiske øjeblikke lige så substansløse som et fejlslået korttrick. Et særligt lavpunkt for filmens magiske elementer må siges at være karakteren Frø fra filmens afrundende kapitel, der i antologiens kulmination ligner noget fra en lavbudget GEICO-reklame.
Lykkeligvis tilbyder After the quake i sine midterste dele en mængde nærvær og ømhed, der ellers savnes. Eksempelvis i filmens stærkeste skuespilpræstation, hvor Junko (Yui Narumi), i et retningsløst punkt i sit liv stifter bekendtskab med en ældre mandlig kunde (Shinichi Tsutsumi) i den kiosk, hun arbejder i. Over en række strandbål leverer spillerne en hjertelig og kær far-datter-dynamik, som giver én lyst til at give sine forældre et kram. Som den mest helstøbte af de fire fortællinger overgås denne kun af det euforiske højdepunkt, der udfoldes på en tom baseballbane – ledsaget af medrivende og drømmende musik – i slutningen af den tredje fortællings religiøse og familiedrevne drama.
På trods af disse lyspunkter og surrealistiske øjeblikke forbliver After the quake mere forbavsende end forførende og man efterlades derfor mere apatisk end så meget andet. De bizarre såvel som banale elementer pirrer interessen, men formår sjældent at sætte sig i hjertet eller give filmen en medrivende karakter, som man ellers kunne have håbet på.