Af Bella Juncker
En bølge af #metoo og krænkelsessager har i det moderne medielandskab skabt en kollektiv samfundsbevidsthed- og kynisme, hvor sandheden ofte overskygges af det sensationale i enhver sag om krænkelse og grænseoverskridende misbrug af både magt og krop, som gør det svært at finde rundt i sandhedens mange facetter. Netop dette forsøger instruktør Luca Guardagnino at fortælle en historie om i sin nyeste thriller After The Hunt, der er skrevet af Nora Garnett.
Det hele udspillede sig på Yale University – sådan starter filmen. Et udadtil flot, velfungerende og respekteret partnerskab imellem filosofi-professoren Alma Imhoff (Julia Roberts), hendes kollega Hank Gibson (Andrew Garfield) og deres studentermedhjælper Maggie Resnick (Ayo Edebiri) bliver sprunget i luften, da Maggie anklager Hank for at have misbrugt hende efter et middagsselskab hos Alma. Anklagen skaber oprør i et højt privilegeret universitetsmiljø, og stiller Alma i et dilemma, der tvinger hende til at vælge side, og her begynder hele marmorlakeringen at krakelere for den succesrige kvinde.
Netop at stille spørgsmålstegn ved sandhedens mange facetter når Guadagnino fint til dørs med, idet han lykkedes med at så tvivl i seeren hele vejen igennem filmen, uden nogensinde at røbe hans sandhed. Det kan dog ikke skjule det faktum at filmen samtidig har problemer med at skabe engagement for sine karakterer. Filmens største akilleshæl er dens overfladiske karakterer og karakterrelationer, bestående af et ellers tiltrækkende stjernespækket cast, men hvor ingen af dem desværre får muligheden for rigtig at bryde igennem med spændende præstationer.
Julia Roberts får lov til at føre filmen frem, men gør det på utroværdig og umådeligt kedelig vis. Hun bærer på en gennemgående ukvindelig kynisme, og måden hun håndterer sine følelser på virker som den stereotype sårede (ofte mandlige) karakter, der drikker sine problemer væk i whiskey. Som karakter er hun så fundamentalt uinteressant, og man savner at få lov til at mærke hendes rigtige følelser i hele det kaos, der omringer og nedbryder hendes relationer omkring sig, i stedet for at hun kun er fokuseret på sit ry og karriere. Der er aldrig rigtig et tidspunkt, hvor de store følelser får lov til at fylde.
After The Hunt lider desuden af alt for avanceret og smart dialog, der må være skrevet for at lyde klogt og understrege filmens filosoferende natur, men som desværre ringer lige så hult som det lyder fancy. I samspil med de ensidige og kedelige karakterer, føles det hele lidt ligegyldigt, og giver ofte tilskueren anlæg til simpelthen at koble af.
På flere måder lykkes det filmen at være et spejl af den komplekse virkelighed fyldt med privilegier, uretfærdigheder og menneskelige svagheder, og det er en spændende præmis at lege med sandhedens uendelige facetter, som er så virkelighedsnært som noget kan være. På den måde er After The Hunt rigtig meget en film af nuet om nuet. Desværre er det ikke super spændende udført, hvilket gør hele oplevelsen forgængelig og resulterer i en pointe, der simpelthen falder på jorden.