Af Lasse Borch Frisendal
Der har været meget fokus på Joachim Trier inden for de seneste par år. Hans forrige film Verdens Værste Menneske (2022) afrundede nemlig den såkaldte Oslo-trilogi med et Oscar-nomineret brag, der blev mødt med en universel anerkendelse af både Trier og hovedskuespilleren Renate Reinsves uimodståelige talenter. Med deres nyeste samarbejde Affektionsværdi har de leveret et forrygende familiedrama, hvis knivskarpe manus og instruering hæves endnu højere af nogle af årets stærkeste skuespilpræstationer.
Filmen følger storinstruktøren Gustav Borg (Stellan Skarsgård), der endelig vender tilbage til sit familiehjem efter sin ekskones begravelse. Her medbringer han et manuskript om sin mors selvmord for at få hans ældste datter Nora (Renate Reinsve) til at spille hovedrollen i hans comeback film. Men efter, at hun nægter at tage rollen, bliver familiedynamikken endnu mere kompliceret, end den allerede var. Gustav, Nora og hendes søster Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas) må pludselig navigere generationstraumer, nostalgi og mange års forsømmelse i et emotionelt minefelt, der alt sammen har sit fundament i det gamle familiehjem.
Filmen åbner med en utrolig smuk og poetisk montage af netop dette hjem, der øjeblikkeligt giver et indblik i den komplicerede familiehistorie og dynamik, der går forud for fortællingen, men forbliver relevant hele vejen igennem. Trier brillierer nemlig ved at bruge huset som en karakter, der hjemsøger hele narrativet, men samtidig giver karaktererne en nostalgisk varme til trods for de traumatiske sprækker i husets struktur. Trier skaber mere følelsesmæssig tilknytning til et gammelt hus i denne film, end størstedelen af instruktører kan skabe for deres hovedkarakterer.
Men huset er selvfølgelig ikke den mest interessante karakter i filmen. Gustav, Nora, Agnes og den kendte skuespiller Rachel Kemp (Elle Fanning) bliver alle komplekse, dynamiske og fuldstændigt uforglemmelige takket være både filmens nærperfekte manuskript og præstationer fra alle skuespillere.
Skarsgård har en magnetisk karisma og formår at gå en hårfin balance mellem at være underholdende og gammelmandsklam. Det giver dybde og alvor til de underlæggende traumer, som også kan ses i både Nora og Agnes. Modsat ham leverer Renate Reinsve og Inga Ibsdotter Lilleaas begge forholdsvis indadvendte præstationer, der illustrerer en dyb underliggende tristhed og et generationstrauma lige så godt i de allermindste blikke som i de sjældne større følelsesmæssige udbrud.
Kemien blandt skuespillerne er også helt fantastisk, og enhver scene med de tre medlemmer af Borg-familien opnår en multilagret dynamik, som skaber flere samtidige dialoger mellem karaktererne ved hjælp af både ord, kropssprog og justeringer i ansigtsudtryk. Et enkelt blik kan føles som en dolk i én scene og som verdens varmeste krammer i den næste, men det hele forbliver subtilt og virkelighedsnært. Det er familiedrama på det absolut højeste niveau.
Selvfølgelig kan denne naturalistiske stil muligvis skabe et tvetydigt drama for visse folk, og der er enkelte tidspunkter, hvor filmen dvæler en anelse for meget i sig selv. Men samtidig skaber denne tilbageholdenhed en massiv emotionel forløsning i mange af tredje akts kernescener, der er iblandt årtiets mest rørende filmøjeblikke. Netop den småoptimistiske melankoli, som filmen skaber i disse scener og sekvenser, er i den grad også én, der sidder fast længe efter, man har forladt biografsalen.