Alle har gjort det. Bruce Willis har gjort det. Matthew McConaughey har gjort det. Ryan Gosling har gjort det. Ja, selv George Clooney har gjort det. Og nu blev det så Brad Pitts tur. Altså til at være helt i rummet. Det gør han heldigvis ret godt.
I en nær fremtid udfordrer meget kraftige lyn jordens eksistens. Det viser sig potentielt at hænge sammen med, at Roy McBrides (Brad Pitt) far Clifford McBride (Tommy Lee Jones) forsvandt på en rumekspedition for mange år siden. Roy er gået i hans fodspor, og som astronaut er det nu op til ham at undersøge, hvad der er sket med ham, samt måske at redde jorden fra de dødbringende lyn.
Hvor de fleste andre rumekspeditionsfilm enten er overdrevent komplekse eller overdrevent simple, lander Ad Astra bekvemt et sted i midten. Den er ikke særlig optaget af at finde svar, men mere interesseret i selve rejsen mod svaret. Undervejs får vi et indblik i menneskets psykologi – heriblandt hvad det betyder at blive forladt i en ung alder, føle sig utilstrækkelig over for sine nærmeste og gøre katastrofale menneskelige fejl.
På trods af filmens store tematiske omfang formidler den troværdigt universelle følelser. I rejsen mod det ydre rum forsøger den at finde ind i menneskets indre, og det fungerer overraskende godt. Den er i højere grad båret frem af relationer, medmenneskelighed og savn. Roy McBride kæmper nemlig med sine egne indre dæmoner, og det er langt fra sikkert, at han når helskindet frem – både i bogstavelig og overført betydning.
Ad Astra er svær at sige noget dårligt om. På trods af et par enkelte plothuller er det en spektakulær film spækket med mesterlige greb. Max Richters flotte soundtrack flyder vægtløst derudaf, og i samspil med Hoyte Van Hoytemas stiliserede og billedskønne kameraføring er det svært ikke at blive fuldstændig opslugt. Selv korte dialogscener bliver underlagt fantastiske skud, som for eksempel når lyset skinner velorkestret ind på Roy, da han møder lederen af en ny rumstation, han ankommer til.
Og Brad Pitt er intet mindre end fantastisk som den introverte, plagede og underspillede astronaut. Selvom en lidt klodset monolog driver fortællingen, formår han alligevel at være så nærværende, at man sympatiserer med hver en følelse, han har. Det bringer associationer til Martin Sheens pragtpræstation som Benjamin Willard i Apocalypse Now (1979). Det er umuligt at forestille sig, at Brad Pitt ikke får en Oscar-nominering for rollen.
Både Tommy Lee Jones og Donald Sutherland gør det også overbevisende, og på mange måder minder filmen om en svunden tid i amerikansk filmhistorie. Væk er den forudsigelige Hollywood dramaturgi, og tilbage er den karakterdrevne fortælling, som den så ud under 70’ernes amerikanske nybølge – og det er beundringsværdigt at turde lave sådan en film i dag.
Der er noget poetisk over Ad Astra. Både i dens langsomme og stiliserede formsprog samt i dens underliggende præmis om, at Roy skal rejse til det yderste af rummet for at finde ind til sit inderste indre. Instruktør James Gray står på skuldrene af giganter som Stanley Kubrick, Martin Scorsese og Francis Ford Coppola, men kommer heldigvis helskindet i mål og formår akkurat at røre dem med en lillefinger.
Kommentarer