[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Victor Harder Hesel[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Med en plakat bestående af Ben Afflecks bistre ansigtsudtryk, en stor skarpskytteriffel i hans hænder og en titel i bestemt ental, lugtede The Accountant fælt af middelmådig, amerikansk action-thriller; og med den kiksede, danske tag-line “Beregn dine muligheder” var illusionen komplet og forventningerne i bund. Men det var ikke platte one-liners og hjerneløs action gengivet på mudret shakycam, der ventede mig.
Affleck spiller Christian Wolff; en velfungerende autist med flair for matematik. Bag et skalkeskjul som freelancebogholder udøver han sort pengemagi for alverdens forbrydere, men dette bringer ham i skattevæsenets søgelys. Han må derfor følge dydens smalle sti som konsulent for et robotudviklingsfirma for ikke at vække for megen opsigt. Her efterforsker han sammen med regnskabsmedarbejderen Dana (Anna Kendrick) en regnskabfejl, der er lige så dyr, som den er mistænkelig.
Her støder vi på nogle af filmens største styrker: manuskriptet og skuespillet. Begge dele kommer til udtryk i en stærk kemi mellem Wolff og Dana. Dana er tiltrukket af Wolffs matematiske geni, men hans mangel på sociale færdigheder resulterer i akavede samtaler, hvor de på humoristisk vis kommer til at træde hinanden over tæerne. Humoren er underspillet, kærlig og har glimt i øjet, og samtalerne kommer til at stå i stor kontrast til den måde, hvorpå han interagerer med resten af omverdenen og vice versa. Selvom han ofte fremstår mekanisk og ufølsom, forstår vi, at han har hjertet på rette sted, og portrættet af Wolff nuanceres på denne måde.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Accountant[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Gavin O’Connor[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det viser sig imidlertid, at det er dødsens farligt at efterforske regnskabsfejl af sådan en kaliber, og der går ikke lang tid, før Dana, der var den, der i sin tid opdagede regnskabsfejlen, forsøges dræbt af lejemordere. Her finder vi dog ud af, at Wolff også er en dreven skytte og en brutal og intelligent nævekæmper, via en række blodige sammenstød med lejemorderne. Instruktør Gavin O’ Connor viste i 2011 med Warrior, at han kan stykke en god action-scene sammen, og han er bestemt ikke blevet dårligere siden da. Wolffs kampe mod lejemorderne har kompetent kameraarbejde, glimrende koreografier og en Ben Affleck, der under O’ Connnors kyndige instruktion giver stuntarbejde i særklasse.
Affleck er virkelig i sit es, og hans stærke præstation ses i alt fra Wolffs mimik og hans hæmmede sociale savoir-faire til hans små tics og distinkte kropssprog. Her er det især interessant at bemærke, hvordan skuespillet ikke bliver sat på pause i kampscenerne, men forbliver kongruent med den etablerede rolle. Det mentale overblik og den nådesløse effektivitet, som vi hidtil har set Wolff operere med, kommer til udtryk på nye, opfindsomme måder i hans kampstil.
Filmen har dog også nogle små ridser i lakken. Wolffs evner forklares gennem en række flashbacks, og disse er for det meste interessante og informative uden at holde seeren for meget i hånden. I nogle af dem, ser vi hans far, en oberst i den amerikanske hær, lære ham at slås med prøjsisk disciplin. Men der er andre, der er decideret kluntede. Et eksempel på det sidste er, da gangsteren Francis Silverberg (Jeffrey Tambor) uelegant minder Wolff om, at det var ham, der lærte ham alt om sorte penge, ved simpelthen bare at sige det ordret. Det er et øjeblik, der skriger “SHOW IT, DON’T TELL IT!”, og det er især iøjnefaldende, når nu filmen ellers formår at fortælle så meget visuelt.
Apropos filmens æstetik, bliver den også til tider klodset og næsten vulgær med sin overflødigt pædagogiske stil. Det ses for eksempel, da Wolff og direktøren for robotudviklingsfirmaet står foran en reklameplakat, der i Michelangelo-stil viser Adams Skabelse, men hvor den ene hånd er en robotprotese. Wolff er naturligvis demonstrativt placeret foran robothånden, mens den ikke-autistiske direktør står foran den menneskelige. Et andet eksempel er da Ray King (J. K. Simmons) griller Marybeth Medina (Cynthia Addai-Robinson) til en jobsamtale hos skattevæsenet, og en enkelt tåre med stor sans for dramatisk timing pludselig drøner ned ad hendes kind sekundet efter, at King har nævnt, at de er bekendte med hendes kriminelle fortid.
De ovenstående problemer er dog kun bemærkelsesværdige, fordi resten af filmen fungerer så godt, og man skulle være noget af en filmpedant for at lade dem spolere den fremragende oplevelse, som The Accountant nu engang er. Filmen beviser, at Ben Affleck besidder et enormt potentiale, der kan realiseres med den rette instruktør og det rette manuskript, og jeg er derfor ikke længere så pessimistisk, hvad Batmans fremtid angår.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer