[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]
Af Mika Dahl Hansen
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En hollandsk overklassefamilies værste mareridt bliver en realitet, da den upåagtede vagabond, Camiel Borgman, en dag står foran deres hoveddør og ydmygt beder om et brusebad. I virkeligheden har han skumle bagtanker, men hvem er denne Borgman, og hvad vil han egentlig? Alex van Warmerdams Palme d’Or-nominerede thriller byder på psykologisk terror, sort humor og ikke mindst mærkværdig mystik.[/vc_column_text][vc_column_text]Den mystiske Borgman
For at være helt ærlig har min ellers velfungerende analytiske hjerne i høj grad været på overarbejde i perceptionen af Borgman, der bestemt ikke er en filmoplevelse tiltænkt et publikum, der ikke bryder sig om artfilm eller absurd mystik. Det er svært at definere, hvem eller hvad Borgman (Jan Bijvoet) helt præcist er. I begyndelsen af Borgman fremgår det, at han bor i en jordhule under mulden i en tilfældig hollandsk skov tæt på to andre jordhuler, hvor hans to kompagnoner bor – henholdsvis Pascal (Tom Dewispelaere) og Ludwig (instruktøren selv). Pludselig må de flygte fra tre vrede mænd – heriblandt en præst med et jagtgevær – men hvorfor vides ikke, og dette plothul må siden stå hen i det uvisse. Dog får man straks en fornemmelse af hovedkarakterens flygtighed; han er usoigneret og lodden, besidder knivskarpe dyriske instinkter og er i ét med naturen. Borgman er en slags omstrejfende vagabond, et slags intelligent urmenneske, der ikke bliver opdaget af sine fjender, da han altid er et skridt foran. Dette eksemplificeres blandt andet i starten af filmen, da han smider en røggranat i en underjordisk gang, så de tre vrede mænd ikke kan følge efter ham.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Borgman[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Alex van Warmerdam[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Holland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Hvad vil Borgman egentlig?
Borgman forsøger at tilstræbe sig et brusebad, men bliver mødt med fjendskab, da han banker på tilfældige døre – og får tilmed tæsk af den usympatiske forretningsmand, Richard (Jeroen Perceval). Konen Marina (Hadewych Minis), der i øvrigt også får bank af Richard, får dårlig samvittighed over for Borgman og giver ham i al hemmelighed ly i deres havehus uden Richards konsensus eller viden. Den rige familie består i øvrigt af tre børn og en au pair-pige portrætteret af danske Sara Hjort Ditlevsen.[/vc_column_text][vc_column_text]Udadtil og eksplicit narrativt vil Borgman have et brusebad, men hvad er hans implicitte motivation for at banke på døren? Som filmen fremskrider udøver Borgman psykisk tortur på familien. Det gør han blandt andet igennem drømme, hvor han sidder nøgen på Marina, mens hun sover. Det gør, at Marina langsomt og ubevidst skubbes væk fra Richard og drages i stedet af Borgman, som dog afviser hendes seksuelle hentydninger. Men hvad er Borgmans egentlige motivation? Det er ikke penge, da han ikke stjæler noget, og det er ikke sex. Er det måske for at opnå en form for forskruet retfærdighed, eller er han måske bare ondskabsfuld i sig selv? Måske er der faktisk intet svar, og er det netop pointen, at han ikke vil have noget? Jan Bijvoet portrætterer på fremragende vis Borgmans komplekse karakter, og hans intense skuespil bidrager til filmens kvalitet. Det er i høj grad interessant at følge en ondskabsfuld hovedkarakter på så nært hold.[/vc_column_text][vc_column_text]En absurd og forfriskende film
Den overnaturlige absurditet i Borgman er en af filmens styrker, men ligeledes dens svaghed. Der sker nogle yderst besynderlige ting, der mystificerer handlingen i sådan en grad, at det kan forvirre og virke utroværdigt, således man i nogen grad taber publikums interesse og sympati for karaktererne. Man får aldrig at vide, hvorfor antagonisterne har et ar på ryggen, der tydeligvis har noget at gøre med deres ondskabsfulde tilstand. Hvorfor slår det ene familiebarn pludselig en ældre mand ihjel med en flise, da han beder om hjælp? Hvordan skal den tydelige sammenstilling af Borgman og hans kompagnoner med tre omflakkende grey hounds analyseres? Hvorfor har vagabonderne forandret haven til en balletscene for at opføre en amatør-agtig komisk ballet? De mange spørgsmål bliver ikke besvaret, men til gengæld tilføjer det en besynderlig mystik, jeg sjældent har oplevet før på film, hvilket egentlig er ganske forfriskende.[/vc_column_text][vc_column_text]På trods af at filmen er lidt lang tid om at komme i gang, og at nogle af birollerne ind i mellem spiller en anelse dilettantisk, så keder man sig aldrig bravt i Borgman på grund af en sort og underfundig humor, der gennemsyrer filmen. Et spøjst, voldsomt og absurd komisk element er eksempelvis, at deres ofres hoveder bliver cementeret fast i en spand og sænket ned på bunden af en sø, hvor de mest af alt ligner søplanter. Når man er færdig med at se Borgman, sidder man tilbage med en what-oplevelse og tænker: Hvad er det egentlig, jeg lige har set?[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer