ABERNES PLANET: OPGØRET: Det sidste slag sætter et mesterligt punktum for storslået filmserie

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Af Jakob Freudendal

[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]

Det nyeste reboot af den mange årige Abernes Planet-serie er en af de bedst anmeldte blockbustere-franchises i nyere tid, og det med rette. Prequel-trilogiens sidste kapitel Abernes Planet: Opgøret er slet og ret den bedste blockbuster, jeg har set i år, og det med længder foran resten af årets biografbaskere, der befinder sig ligaer under.   

Det er den fremadstormende instruktør Matt Reeves, der repriser sin instruktørrolle fra den succesfulde 2’er – og mildest talt sublime – Abernes Planet: Revolutionen (2014), og hans sidste pennestrøg i sagaen om de uhyre menneskelige aber bærer en mesters signatur.

I Revolutionen får Caesars (Andy Serkis) horde af aber vendt op og ned på deres harmoniske tilværelse i skoven, da menneskene endnu en gang trænger sig på med deres destruktive adfærd. Opgøret udspiller sig i farvandet på 2’erens startskud til krig mellem aberne og menneskene, hvor begge sider har lidt store tab, men Caesar fortsat forsøger at finde en fredelig løsning på konflikten. Abernes alfahans planer bliver dog sat på en prøve, da den nådesløse Oberst (Woody Harrelson) ufortrødent jagter Caesar, for at få udrydde aberne en gang for alle.

[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Abernes Planet: Opgøret[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Matt Reeves[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]

Den episke finale starter lige på og hårdt, hvor soldater langsomt sniger sig ind på abernes habitat og lader krigens regn falde over de intetanende abekrigere og deres familier. Man kunne have frygtet, at filmen ville køre i dette højhastighedsspor hele vejen til slut, men Opgøret veksler perfekt mellem det action- og karakterdrevede.

Caesar skal nemlig både kæmpe mod menneskehære og hans indre dæmoner for at bringe fred mellem racerne. Det fører ikke bare til gode actionsekvenser, hvor en række long takes perfekt skildrer krigens rædsler, men også spidsfindige refleksioner over krigens moral og etik. Der er ingen letkøbte sandheder, som i så mange af nutidens blockbustere, men derimod et væv af komplekse karakterer, der alle komplimenterer hinanden ved at kaste forskellige nuancer af lys over krigens dilemmaer.

Bevares, grænserne er da trukket rimelig stramt op mellem aberne og menneskene i forhold til de to foregående kapitler i filmserien. Der er ingen tvivl om, at aberne er the good guys, men selv de gode kan lade sig korrumpere, og derfor er det så meget mere interessant at følge den splittede abeleder Caesar, der fascinerer med sin menneskelige fremtoning — perfekt portrætteret af en af nyere tids største, men oversete, skuespillere, Andy Serkis, tilsat et lag af virkelighedstro CGI.

Hvor CGI i langt de fleste af tidens blockbustere bruges for at dække over en rædderlig historie eller tilfredsstille drengerøvenes suk efter mere smadder — se bare Alien: Covenant fra tidligere i år — bruges det i Abernes Planet-rebootet til at skabe protagonist-aber, der er mere virkelighedstro end mennesker af kød og blod.

Håndværket er prioriteret sammen med historien — og ikke på trods af den — og det resulterer i en af de mest komplette krigsfilm i dette årti med et magisk score af den fænomenale Michael Giachinno.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer