Af Alma Nordenbæk
Langt ude i de anatolske bjerge ligger en klynge forfaldne huse. Rundt omkring gror oliventræerne skævt og vildt, fårene bræger og kragerne vender. I hjemmene laver kvinderne ayran i gamle tønder, mens flammerne brænder i de åbne ildsteder og mændene drikker raki. Ja, ved første øjekast sker der ikke meget i Emin Alpers nye spillefilm, A Tale of Three Sisters.
Man kunne let få lyst til at kalde dramaet for slow cinema, en minimalistisk kunstfilmsgenre kendetegnet ved at have intet eller næsten intet narrativ. Men bag det tyrkiske landskabs golde facade gemmer sig et intenst lille familiedrama om jalousi og forbitrelse, kærlighed og isolation.
Det hele begynder, da søstrene Havva (Helin Kandemir) og Nurhan (Ece Yüksel) af forskellige årsager må forlade deres rige plejefamilier og vende tilbage til deres trøstesløse lille fødeby. Her bor pigernes far og storesøsteren Reyhan (Cemre Ebuzziya), som året forinden blev afskediget af sin egen plejefamilie på grund af en mystisk graviditet. Reyhan har nu en lille søn og er gift med en af landsbyens uduelige mænd, Veysel (Kayhan Açikgöz), som ikke er barnets biologiske far.
Det er en kedelig og utilfredsstillende situation for alle involveret. Faren er træt af at have alle sine døtre hjemme igen, da han angiveligt sendte dem væk for at give dem bedre muligheder i livet. Havva savner sin plejefamilie, Nurhan er en vred og bitter teenager, Reyhan kvæles af livet på landet og Veysel er foragtet og uelsket.
Følelsen af apati kan til tider virke overvældende. Især fordi den blandes med et manuskript, som ikke helt formår at finde dybde og nuance i karakterernes problemer. Dialogen virker ofte forstilt, og selvom der bliver lagt op til stærkere sindsbevægelser, så munder det ikke ud i klimaks eller katarsis. Det er derfor kun i meningsløshedens yderste absurditet, at følelsen rigtigt resonerer.
Når det eneste, man kan gøre for at undslippe landsbylivets stagnation, er at slå koldbøtter ned over de sneklædte bakker eller ligefrem begynde at spise murstenen fra sit hus, ja, så skimter man lidt af den desperation og afmagt, karaktererne må føle ved deres situation. Men for mange gange må autentiske udtryk for indre tilstande vige pladsen for opblæste monologer og teatralske fagter.
Det betyder, at man sidder tilbage med følelsen af, at filmen sluttede, før den nåede at få fortalt sin historie. Der bliver ellers igangsat flere spændende tanker omkring socialstatus, kønsnormer og familierelationer, men det hele siver ligesom uforløst ud i de smukke anatolske naturbilleder.
Og smuk, det er den. A Tale of Three Sisters er klart en sanseoplevelse, mere end den er en velskrevet dramafilm, og det er da også med sin billedside, at filmen brillerer. Alt, hvad du ser, er mesterligt komponeret ned til mindste detalje: Billedbeskæringerne er intelligente, farverne fantastiske og scenografien indbydende. En sand fryd for øjnene.
Set sammen med filmens lydside og nogle få skjulte skatte i manuskriptet er det klart, at Emin Alper ikke er en mand uden greb om at lave en interessant film. Men hans seneste skud på stammen formår ikke helt at springe ud i fuldt flor. En skam, for frøet var ellers blevet plantet.
Kommentarer