Af Marcus Uhre
VOID-festivalen begyndte sine første programdage med de nyeste internationale animationsfilm om hunde, aber og slanger. Vi har besøgt Kina, Frankrig, Belgien og endda også kære Viborg, hvis animationsskoles afgangsfilm traditionen tro blev vist for fulde sale. Udover at fremvise det nyeste nye, kan en festival dog også hylde det allerede elskede. Derfor bevæger vi os fjorten år tilbage i tiden med Richard Linklaters A Scanner Darkly (2006), frit fortolket fra Philip K. Dicks roman og ydmygt udlånt fra Helsinkis filminstitut med lækker grynet 35mm og finske undertekster.
Her møder vi Keanu Reeves som en rådvild undercover strømer, der må tage stoffer for at passe ind i misbruger-ensemblet, som udover Reeves tæller Robert Downey Jr., Woody Harrelson og Winona Ryder. Det nye hit i narkoland hedder Substans-D, som hærger din hjerne godt og grundigt. Og i den animerede dimension er der ingen forskel på fantasi og virkelighed. Filmen gør et godt argument for, at al sansning (påvirket eller ej) på en måde er virkelig. Både vi og Reeves mister hurtigt fodfæste og retning i et nærmest kvalmende syretrip, som jeg langt hurtigere ville have tilegnet Terry Gilliam end Richard Linklater.
Filmen er eksekveret med et originalt tvist på den oldgamle rotoscoping-teknik, hvor live-action optagelser overtegnes for at hjælpe animatoren med at skabe menneskelige bevægelser. Linklaters udgave af fænomenet bliver kaldt for rotoshopping og benytter computerteknologi til yderligere at fjerne et led mellem skuespillerne og tegneren. Teknologien er tidligere blevet brugt i hans første animationsfilm, drømmefilmen Waking Life (2001), hvor teknikken hjælper med at understøtte de upræcise og flydende situationer, som man så ofte oplever i sine drømme.
Så når man i A Scanner Darklys første scene møder Freck (Rory Cochrane), der er i færd med at fjerne de evigt fremvoksende biller fra sin krop, så kan man både se alle detaljerne fra skuespillet, men også en frygtindgydende hallucination på lige niveau med skuespilleren selv. I denne situation udsættes vi dermed for både det bedste og det mest grusomme fra de to verdener. Filmen er lavet med hjerte og er åbenlyst tilegnet de mennesker, som har måttet lade livet eller psyken alt for tidligt – bortødslet til et unådigt stofmisbrug.
VOID vil i den kommende uge fortsat vise de nyeste film med bl.a. den multimediale dokumentar Zero Impunity (2019) og stopmotionfilmen S He (2018) om grusomme sko og støvler. Festivalen vil også gå endnu længere tilbage i tiden med det ungarske mesterværk Son of the White Mare (1981) og den japanske anime Wicked City (1987). Festivalen løber af staben fra den 30. januar til den 8. februar.
Kommentarer